Min vej ud af selvskade

Her fortæller jeg min personlige historie ud fra en utroligt selvskadende adfærd. Jeg fortæller om den lange vej, jeg har gået uden et kort og om alle de gange, jeg er gået forgæves og er faret vild. 

Hvor meget det slog benene væk under mig, da det gik op for mig, at der lå så meget mere nede under den fysiske selvskade og mit problem med mad. At det, at jeg holdt op med at skære i mig selv og begyndte at spise ordentligt, ikke gjorde, at jeg fik det bedre. At jeg heller ikke fik det bedre, fordi jeg havde fået fem psykiske diagnoser. At alt det, jeg troede og fik at vide, ikke var sandt. 

Hvordan jeg har oplevet systemets hjælp og også mangel på hjælp. Hvordan jeg har måttet tvinge mig selv til at lave nye, gode erfaringer for at ændre på min selvskadende adfærd og indse, at det kun var mig, der kunne gøre det. Hvordan jeg langsomt fik tillid til mig selv, verden og mennesker igen.

Om det at havde det godt, og må man overhovedet det, når man er psykisk syg? At skulle finde ud af, hvem jeg var, hvis jeg ikke var Fie, der var syg. Hvor svært det er at give slip på ens identitet, når man er overbevist om, at man kun er selvskadende og at selvskade er én selv.

Om mødet med kærligheden og hvor lang tid det tog, inden jeg kunne tro på den. Om at få børn og at kaste sig ud i at rådgive andre selvskadere og deres pårørende.

Varighed:  1½ time med 10 minutters pause og efterfølgende diskussion.