Lige nu ligger jeg i sengen og er syg. Jeg hader at være syg, kan slet ikke holde ud at spilde min tid på bare og ligge og sove og have feber. Jeg tror det er fordi jeg har brugt så meget tid på at være syg og det irriterer mig når det er på grund af noget så trivielt som at have influenza der er grunden til jeg må blive i min seng. I dag kan jeg heldigvis lave en lille smule så længe jeg bliver i min seng. Jeg har haft rigeligt tid til at ligge og tænke. Jeg havde en lang samtale med min mor i telefonen i går om lidt mellem himmel og jord, men den fik mig til at tænke. Når man får konstateret en sygdom skal man til at lære at leve et nyt liv. Sådan er det med alt der ændrer ens liv. Når der opstår en ”livskrise”, om det er man er ved at blive gammel, mistet ens job, skal omskoles fordi man ikke længer kan udføre ens job, fået en blodprop, konstateret en sygdom, mistet sin mand, søster, bror, far, mor eller barn etc. Lige meget hvad livskrisen består af, skal man derfra og fremadrettet lære at leve sit liv på en anden måde. Hvordan gør man det? Er der en tidsbegrænsning på hvor lang tid det må tage? Er 10 år for lang tid? Hvad er den passende længde på en livskrise? Hvornår er det ok at ens omgivelser holder op med at være opmærksom på ens sorg? For det er en form for sorg når man skal ligge noget bag sig uanset hvad det er.
Er det ok at jeg stadig efter 12 år er lige så ked af at min far er død som jeg var den dag det skete? Er det ok at jeg minimum et par gange om året sætter mig ned og hulker en hel dag over det? Eller skal jeg bare tage mig sammen, fordi livet går videre? Er det ok at jeg stadig efter 6 år på førtidspension ikke kan eller vil acceptere at jeg aldrig kan komme ud og arbejde og tjene mine egne penge? At jeg stadig kæmper med at acceptere at jeg er syg? Er det ok at min mor stadig synes det er vildt svært at deltage i ting, man normalt deltager i som par, og bliver ked af det når folk ikke længere kan sætte sig ind i at hun har mistet sin mand og at 12 år ikke betyder noget som helst for hende? Eller skal hun også bare tage sig sammen fordi livet går videre? Er det ok at en skilsmisse efter 25 år stadig fylder hele ens liv etc.? Hvor er grænsen? Hvor længe skal dem omkring én udvise forståelse?
Jeg hader udtrykket: Livet går videre. Det gør det, men det gør ikke at sorg forsvinder. Man lære at leve med den, men den går aldrig væk. Jeg er glad for mit liv og jeg har lært ting om mig selv som jeg aldrig havde lært, hvis jeg ikke var blevet syg, men jeg ville selvfølgelig et eller andet sted ønske at jeg aldrig var blevet syg. Den sorg jeg føler over ikke at have fået det liv jeg havde troet går aldrig væk, den vil altid være der. Dette betyder ikke at jeg ikke elsker mit liv nu, for det gør jeg og jeg ville ikke bytte det for noget og jeg er lykkelig over at jeg har fået muligheden for at lave denne blog og give noget videre til andre. Problemet er, at man ikke kan sætte en tidbegrænsning på hvad der er passende, når man skal igennem en livskrise for det er forskeligt for alle. Og livet går videre for alle omkring en. Og som udenforstående kan det være svært stadig at udvise forståelse efter et år, fem år eller tyve år, for livet går videre for dem omkring en og det kan til tiden godt været rigtig svært at forstå. Jeg kæmper stadig med at acceptere at jeg er syg og at min far er død, og der er tidspunkter hvor det ville være dejligt at omverdenen kunne udvise lidt mere forståelse, men den kan kun udvise forståelse, hvis jeg fortæller hvordan jeg har det. Jeg tror der er mange, mig selv inkluderet, der holder op med at snakke om det, fordi de ikke vil blive ved at være en belastning eller de mange gange nok har fået at vide at livet går videre og selv føler de burde være kommet videre. Det eneste man kan gøre er at acceptere at livet går videre, men at man ikke nødvendigvis selv følger samme tempo som dem omkring en.
Eller som min mand udtrykte det da han havde læst indlægget:
I virkeligheden er ”livet går videre” et meget tomt udtryk, og når folk bruger det, er det for det meste bare et tegn på at de ikke ved, hvad de ellers skulle sige i situationen. På samme måde som da alle sagde: ”Jeg kondolerer,” da din far døde. Forskellen er bare at når folk siger at livet går videre, så dækker det ofte over en vis portion ligegyldighed, mens ”jeg kondolerer” dækker over, at vi ikke i det moderne sprog har fundet en bedre måde at sige: ”Jeg er fandme ked af at din far er død, det gør mig virkelig ondt på dine vegne,” og det er bare ofte rigtig svært for folk at sige direkte, selvom det ville være bedre at høre. Vi burde slet ikke sige at livet går videre, vi skulle meget hellere sige: ”Ja, den situation du står i nu er måske noget lort, men sådan er det. Det kan du ikke nødvendigvis ændre på, men du kan acceptere at livet på én gang vil forblive det samme og samtidig vil ændre sig, og det samme gælder dig. Held og lykke på din vej.”
FBBS
Kombinationen af sætningen “Livet går videre…” med en dyb sorg:
Tankerne:
Ja?! Det jeg satme da godt klar over, dit fjols!
Hvad fanden tror du selv jeg kan bruge din latterlige ligegyldige konstatering til?!
Det nok muligt du ikke har mistet nogen du har kær?!
Med nærmere omtanke er der overhoved nogen der kan holde ud at holde af dig?!
Du må videre…. sorgen venter, fjols!
Det pæne svar:
Ja…. det gør det jo…. *suk*
—————————————————–
Viben:
I mit kontor i min lejlighed hænger en flot træ vibe over min kontor stol, det er ikke fuglen viben, der i sig selv betyder noget for mig, men det er minderne som netop lige præcis den håndlavede træ vibe bringer frem når jeg kigger på den, der gør at jeg har den hængende. Det er en træ vibe som er lavet er en ganske speciel person.
Keramik fad:
I kontoret står der et keramik fad, et keramik fad som jeg har malet i lidt mere moderne farver end de oprindelige, men dog holdt i samme nuancer, sikkert et keramik fad som mange tænker, hvad fanden det laver der i mit hjem. Men det er et keramik fad som får minderne frem om en hyggelig stue, hvor der blev serveret kage og kaffe. Og i særlige anledninger hvor børnebørnene fik sodavand som blev hentet i “værkstedet”. Et værksted hvor der var styr på tingene og som får tankerne fram om en ganske speciel person.
Kagedåsen:
På mit køkken overskab står en gammel kagedåse som indeholder min medicin, slidt og ikke særlig pæn for andre at se på, men det er en kagedåse der bringer gode og rare minder frem for netop mig. Det er en kagedåse som har indeholdt mange vaniliekranse som blev bagt ef en ganske speciel person.
Hønen:
På min emhætte står et salt kar med et hønelåg, fyldt med groft salt, nogle vil nok mene det ikke er kønt, men jeg er ligeglad, det er et lille saltkar som har været brugt af en ganske speciel person.
——————————————————
Ja det stinker at være syg syg…. (Og nej stammer ikke) 😉
God bedring FBBS!
Knus
M
Med tårer i øjnene og en mega klump i halsen læser jeg M´s svar på Livskrise. Så hudløst ærligt og smukt. Et bevis på, at vi er mange derude, som med skrammede minder til stadighed ærer og husker de mennesker vi har holdt så uendeligt meget af. “The show must go on” hedder det sig – ja det skal det – men nogle gange er det sundt at dvæle ved noget som var en gang, i stedet for at fare hovedløst gennem livet, uden at mærke, hvor man er lige nu og her.
God weekend :0))
Min udgave af et liv efter døden er, at den eneste måde vi har en chance for at leve videre på er i erindringnen hos de mennesker, som elskede os. Men når det er sagt, så er der jo ingen mening i, at den erindring bliver netop de mennesker til evig sorg og byrde.
Når folk taler om at livet går videre, så er det jo for det første rigtigt – livet rundt om den der har mistet går videre – og man tjener ikke den mistede ved ikke at leve det liv. Tværtimod.
Jeg ville i hvert fald nødig have, at mine elskede skal sætte deres liv på vent den dag, jeg ikke er mere. Jeg vil meget gerne huskes for det gode jeg var og grines af for det fjollede og tjene til skræk og advarsel for det dårlige, men jeg vil helst ikke begrædes alt for længe.
DET synes jeg, vi skylder både os selv og dem vi elsker, og hvis vi gør det, så synes jeg der er liv efter døden. Et liv, som kan bruges til noget.
Kærligst
O