Jeg er blevet inspireret af de kommentarer der har været på indlægget Livskrise. Efter at have gennemlæst både indlægget og jeres kommentarer igennem må jeg sige at for mig er der stor forskel på den sorg jeg føler over at være blevet syg og den sorg jeg føler over at havde mistet min far, min mormor og min farfar. De er alle fire meget forskelige. Min sorg over min far, mormor eller farfar er på ingen måde en byrde for mig. Og jeg synes heller ikke at sorg skal tage over og blive en byrde, det tjener ingen noget godt. Med indlægget ville jeg endelig bare stille spørgsmålet om hvem er det der bestemmer hvornår sorg ikke længer tjener noget godt? Er det individet, familien eller samfundet?
Efter min mening er der også forskel på hvilken måde man mister på. Der er forskel på at miste sin mand når han er 32 eller når han er 95. Hvis jeg mistede min mand i morgen er jeg ikke sikker på det er en sorg jeg ville kunne lægge bag mig nogensinde. Jeg ville vide at han ville ønske at jeg levede mit liv fuldt ud og ikke lod min sorg over hans død overtage mig, men jeg er ikke sikker på det er et ønske jeg ville kunne opfylde for ham. Men det kan også være jeg ville overraske mig selv og gøre alt det alene som vi havde drømt om at gøre sammen fordi hans kærlighed havde gjort mig stærk nok til at overleve selv hans død. Jeg håber at det er noget jeg aldrig vil få svar på. Jeg er dog ret sikker på der før eller senere ville være nogen, der ville sige at jeg skulle finde mig en ny mand fordi livet jo går videre. Men hvis jeg synes at jeg levede et fuld liv uden en ny mand ville det så blive accepteret. Eller ville samfundets opfattelse være at så længe jeg ikke fandt en ny mand så var jeg ikke kommet videre i mit liv?
Vi kan alle have holdninger til hvad man skal og ikke skal og have ønsker, men i sidste ende er det dem der bliver efterladt der må gøre op med sig selv hvad de vil stille op med deres sorg. De fleste ved også godt hvad der er rigtigt og hvad de burde gøre med deres hjerne, noget helt andet er hvad deres hjerte føler. Man kan have en holdning til at nogens sorg bliver usund for dem, men igen hvem er det der bestemmer hvad der er usundt eller ej. Jeg har valgt at hverken min sorg over min far eller at jeg er syg skal overtage mit liv, men det er det der har været rigtigt for mig.
Jeg var meget tæt på min mormor og det var meget svært for mig da hun blev dement. På mange måder var min mormor væk længe før hun døde for et par år siden, derfor kom det også meget bag på mig hvor ked af det jeg blev da hun endelig fik fred. Jeg troede jeg var forberedt på det og havde affundet mig med at jeg havde mistet min mormor, men jeg blev virkelig ked af det. Men det var meget blandede følelser, for jeg var også utrolig glad for at hun havde fået fred, for de sidste mange år af hendes liv var ikke min mormor værdig efter min mening. Nu mindes jeg hende kun på en god måde og når jeg kigger på de ting jeg har arvet, bliver jeg kun glad for jeg har så mange gode minder. Hun var en fantastisk mormor og jeg savner hende.
Med min farfar er det noget helt andet, for han er faktisk ikke død, selvom han er det for mig. Min fars død tog meget hårdt på min fars familie. Der har altid været problemer mellem min fars familie og os, fordi de aldrig har brudt sig specielt meget om min mor, hvilket skabte en del forskelige kontroverser efter hans død. Jeg følte at de tvang mig til at skulle vælge mellem dem og min mor og jeg valgte selvfølgelig min mor. Jeg har ikke set min farfar siden. Jeg prøvede i et stykke tid bare at besøge ham, man han havde så svært ved at se mig at jeg til sidst lod det glide ud i sandet. Sidst jeg var hjemme cyklede jeg forbi hvor han bor og jeg var lige ved at køre ned til ham for jeg blev overvældet af en enorm sorg og jeg græd næsten hele vejen hjem. Jeg har og vil altid elsket min farfar over alt på jorden. Nogle af de bedste barndomsminder har jeg fra da jeg boede hos min farfar sammen med min mor og far, og jeg kan stadig huske hvor ked af det jeg var da vil skulle flytte. Derfor ved jeg at selv om jeg ikke har set ham i 12 år nu så bliver jeg knust den dag jeg får at vide at han er død, for lige meget hvad så er han min farfar, og jeg vil have lov at sørge over hans død.
FBBS
