2017

Der er nogle år som får større betydning for ens liv end andre. Jeg og min familie har lige været igennem sådan et år. Som nogle af jer måske kan huske gik min mand Kaare ned med stress i november 2016. Vi havde lige fået barn nummer 2 i august, så da han kom hjem en onsdag aften og ikke kunne mere, må jeg ærligt indrømme at jeg ikke helt viste hvad jeg skulle gøre. Der stod jeg med en lille ny baby, var ikke selv kommet mig over min svangerskabforgiftning, havde stadig problemer med blodtryk og lever tal og der var også Theo. Der var helt sikkert 1 sekund eller 2, hvor jeg tænkte at det bare ikke var nu det skulle ske, at han måtte tage sig sammen og bare forsætte selv om han ikke kunne mere.

En ting var at Kaare på ingen måde var sig selv og knapt nok kunne huske hvad han selv hed, noget helt andet var at jeg fik revet mit sikkerhedsnet væk. For Kaare har været mit sikkerhedsnet fra det øjeblik jeg mødte ham. Jeg vidste overhovedet ikke hvad jeg skulle gøre. For det første vidste jeg ikke særlig meget om stress og da slet ikke hvordan man skal håndtere det som familie. Kaare havde selvfølgelig rigtig mange ting han var bekymret for. En af de største grunde til han ikke havde sagt noget højt om hvordan han havde det, var vores økonomi. Jeg havde stadig ikke nogen indtægt i mit firman så det var ham der var forsørger. Heldigvis fik Kaare lønsikring da vi købte hus. Som betød at han fik 80%  af hans løn dækket, i tilfælde af at han på den en eller anden måde mistede sit job. Til at starte med var hans udgangspunkt at han gerne ville tilbage til hans arbejde, men det viste sig hurtigt at det ikke ville blive muligt. Derfor besluttede vi at den bedste løsning for os var at han sagde op. Jeg må ærligt indrømme at det kom bag på mig hvor ødelæggende stress kan være. Kaare var ikke længere Kaare. Han kunne knapt huske hans eget navn og havde fået revet alt væk under ham.

2017 har været et lærerigt år på alle fronter. Kaare har skulle lære sig selv at kende igen og finde ud af hvem han er og hvem han gerne vil være. Vi har haft nogle helt fantastiske snakke undervejs som har gjort at vi hver især, som par og forældre har udviklet os helt vildt meget. Der har selvfølgelig være perioder især i starten hvor det var utrolig svært for Kaare og han var ikke det letteste menneske at være sammen med. Han havde ikke overskud til noget, ikke engang hans familie og det var især svært for børnene. Det var tid til at det var mig der var sikkerhedsnettet i en periode. Det var meget skræmmende i starten men det har også givet mig en masse og både Kaare og jeg er enige om, at det har givet en ny balance i vores forhold. Jeg har aldrig tænkt over at der var en ubalance når det kom til sikkerhedsnettet, men det har vi begge fået øjnene op for at der var og det har givet os begge en ny tryghed at vi ved jeg er stærk nok til at alt ligger på mine skuldre. Jeg har altid en frygt for at jeg bliver syg igen, at der på et tidspunkt sker noget i mit/vores liv som gør at jeg ikke længere er stærk nok til at leve på en måde, som gør at jeg har det godt. Men efter 2017 er min frygt for det ikke så stor længere. Jeg er blevet klogere især på hvad stress gør ved mennesker. Hvilket jeg kan bruge i mit arbejde. Kaare og jeg er kommet endnu tættere på hinanden, selvom vi ikke troede det var muligt. Vi er blevet meget bedre til at gøre, hvad der er rigtigt for os og vores børn, uden at tænke på hvad andre tænker om det.

En af mine største bekymringer gennem mit eget forløb har altid været at jeg var en kæmpe belastning for dem der var tæt på mig. Jeg har aldrig helt forstået hvorfor de ikke bare blev trætte af mig. Jeg har aldrig forstået hvorfor Kaare af helt fri vilje valgte at han ville tilbringe sit liv sammen med mig. Jeg har altid tænkt at han ville kunne have et meget lettere liv med en der ikke er så fucked up som mig. Så det har virkeligt givet mig noget at være på den anden side. For lige meget hvor urimelig Kaare har været og lige meget hvor meget han ikke selv har troet på at han nok skulle komme igennem hans stress, så har der ikke været noget tidspunkt, hvor jeg har haft lyst til at give op. Jeg har hele tiden troet på at han ville komme igennem det, at det ville gøre ham og os stærkere. Han har ikke været en belastning. Det har været svært til tider, men aldrig en belastning. For jeg har valgt ham på godt og ondt lige som han har valgt mig på godt og ondt. Jeg kunne have sparet mig selv for rigtig mange bekymringer, hvis jeg havde vidst dette eller turde tro på at, at jeg ikke var en belastning tidligt i mit forløb. For de mennesker der elsker en er man aldrig en belastning. Det er svært at tro på det ved jeg, men det er man ikke.

Kaare fik nyt arbejde her til jul og startede 2 januar. Han er rigtig glad. Han har fundet et sted hvor der er plads til at være den man er. Chefer som er gode og rare mennesker. Dejlige kollegaer som snakker med hinanden. Et sted hvor han ikke skal ligge låg på sig selv og hvor der bliver sat pris på det han kan og bringer med sig. Det var nogle af de ting som han har lært, han ikke ville gå på kompromis med igen. Et sted hvor der er fleksibilitet og hvor kollegaer og chefer bygger hinanden op og ikke bryder hinanden ned.

Så selv om 2017 har været et langt år og jeg er utrolig glad for at have lagt det bag mig. Er det et år jeg ikke kommer til al glemme.

Rigtig godt nytår til jeg alle.

Fie Bjørnholt-Schou

One thought on “2017

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *