Først var vi 2, så blev vi 3, så blev 4 og nu bliver vi 5 og så ikke alligevel.

Lige før jul måtte jeg indse at jeg var gået 4 dage over min første menstruationsdag. Det var ikke noget jeg/vi havde planlagt og jeg håbede til det sidste at der ikke ville komme to streger frem, når jeg tog en graviditetstest. Men det gjorde der. Jeg var gravid.

Jeg kunne slet ikke overskue tanken om en baby til. Eller det er ikke rigtigt for jeg kunne godt overskue en baby til, jeg kunne ikke overskue en graviditet til. Min sidste graviditet var frygtelig, virkelig frygtelig og mit efterforløb med svangerskabsforgiftning var heller ikke sjovt. Så min første tanke var “PIS” da jeg så de to streger. Nu tænker nogen af jer måske om vi ikke har passet på og jo det har vi. Men det er svært at gøre noget ved et ødelagt kondom og jeg må ærligt sige at der ikke var nogen af os der tænkte at der ville ske noget. Jeg er 40 og det var ikke i nærheden af ægløsning. Hvad er chancen? Åbenbart stor.

Kaare og jeg har haft snakket om en nummer 3. Og vi havde besluttet at når Aske blev 2 år ville vi tage en endelig beslutning, om vi vil ville have et barn mere. Jeg var et sted hvor jeg nød 2 børn der sov om natten, at der igen var overskud til at arbejde og til at være andet end mor. Kaare og jeg nød vi kunne få pasning og at der igen var tid og overskud til at være voksne sammen. Jeg tror jeg gik lidt i chok da jeg havde taget graviditetstesten. For jeg fortalte Kaare det i en bisætning på vej ud af døren for at skulle aflevere drengene.

Jeg fik afleveret begge drenge og så brød jeg fustændlig sammen og tudede hele vejen hjem i bilen. Jeg havde 10.000 tanker på en gang. Jeg var så bange for at blive lige så dårlig som jeg var med Aske. Når jeg tænker tilbage på min graviditet med Aske, kan jeg virkelig ikke forstå hvordan jeg kom igennem det. Den kvalme jeg havde fra dag 1 var så altoverskyggende at selvom jeg prøver at forklare det, så er det kun jer, der selv har prøvet det, der vil forstå hvor forfærdeligt det er. Tanken om at være så dårlig igen og ude af stand til at kunne være der for mine 2 drenge i 8 måneder var ikke til at holde ud. Jeg var også pisse bange for at Kaare ikke ville beholde det. At han ikke ville kunne overskue tanken om en nummer 3. Jeg var heller ikke sikker på jeg var klar til at give afkald på alt mit eget i 2 år igen.

Hvad nu hvis der ikke var nogen der ville købe foredrag af mig på grund af det? Hvad nu hvis der ikke var nogen der ville starte i et forløb hos mig på grund af det? Det var jo lige som nu der skulle til at ske noget. Hvad ville andre ikke tænke om at vi skulle have 3 børn? Hvad med penge? Kaare havde stadig ikke noget job. Hvad ville folk ikke tænke om at vi skulle have et barn mere uden han havde et job? Og mange, mange andre tanker. Da jeg kom hjem sad jeg en lille time nede i vores garage og snakkede med en af mine bedste veninde og fik en lille smule styr på alle mine 10.000 tanker. Da jeg endelig tog mig sammen til at gå op til Kaare kom jeg op til den roligste mand i verden. Han havde været igennem de forskellige følelser og var kommet frem til at han ikke havde noget imod at få et barn til. På trods af bekymringer om økonomi og at det ville blive pisse hårdt med 3 børn var han rolig og afklaret. Han var selvfølgelig også bekymret for at jeg skulle have kvalme i 9 måneder men han var også overbevist om at vi nok skulle klare det også. Han var også overbevist om at hvis vi IKKE lod os styre af frygt for alt det der kunne ske, så skulle vi nok komme igennem det sammen. Kaare følte sig samtidig lidt snydt med Aske fordi han ikke følelsesmæssigt kunne rumme Askes fødsel og næsten ikke kan huske det første halve år af Askes liv på grund af stress. Så han ville gerne gøre det igen. Og som han sagde: “en baby til, hvor svært kan det være?” Det eneste problem han havde var at han stadig ikke havde noget job men en baby ville jo ikke ændre på at han skulle have et job eller på hvornår vores bagkant var. Kaare fik så et job få dage efter vi fandt ud af jeg var gravid.

Jeg havde/har mange modstridende følser indeni mig og jeg følte at de alle sammen var forkerte. Jeg holdt krampagtigt fast i at jeg kunne få en abort, selvom jeg godt viste at det aldrig ville være et valg jeg ville træffe. For lige meget hvor meget i panik og hvor fyldt af modstridende følser jeg var og hvor panisk angst jeg var for 9 måneders kvalme, så så jeg for mit indre blik den lille pige jeg af hele mit hjerte ønskede mig. Og som jeg når alt kom til alt var parat til at gå igennem helvede selv for at få og holde i mine arme.

Efter 3 uger hvor jeg det ene øjeblik havde det godt og det næste havde det dårligt af kvalme og hvor jeg blev ved med overfor Kaare at vende tilbage til en abort sagde han stop. Han havde virkelig brug for at jeg traf en beslutning. For han havde brug for at kunne begynde at glæde sig. Både over at skulle være far igen og over det nye job, og at vi havde lagt 2017 bag os. Hvilket jeg havde fuld forståelse for. Det var bare så svært for mig. Jeg følte ikke jeg kunne snakke med nogen om det, mest af alt fordi der var så meget konflikt indeni mig. Jeg kunne slet ikke mærke mig selv. Men jeg/vi kunne ikke blive ved med at være i ingenmandsland. Derfor på trods af kvalme og panisk angst, besluttede vi, at vi skule have en baby til.

Nu skulle der kigges fremad og planlægges. Theo var så glad for han skulle have en lillesøster, for i hans verden KUNNE det kun være en lillesøster. Vi prøvede at sige at det ikke var sikkert, men han var helt sikker på det var en pige. Vi skulle have ny bil så vi alle sammen kunne være der. Vi havde besluttet at vi denne gang gerne vil vide om det blev en pige eller en dreng. Både fordi det havde vi ikke prøvet og fordi hvis det blev en dreng havde vi lidt tid til at overbevise Theo om at det ikke blev en lillesøster. Jeg håbede også det var en lille pige for jeg ville gerne have lov at gå amok i lyserød, glimmer og tyl. Vi flyttede rundt så der blev plads til den lille nye ved spisebordet. Så efter en lidt hård start, hvor jeg lige skulle vende mig til tanken om at skulle være mor igen, var vi så glade og glædede os vildt meget. 3 børn hvor svært kunne det være.

Denne første del af dette indlæg var ca. så meget jeg nået at skrive og jeg havde glæde mig så meget til at dele med jer at jeg skulle være mor igen og alle de tanker jeg havde om det. Nu kommer anden del og de fleste af jer har nok regnet ud at jeg ikke skal være mor igen alligevel. 

Det begyndte en tirsdag morgen. Der var blod. Jeg fortalte det ikke til nogen ikke engang Kaare. Jeg ville ikke tro på der var noget galt. Jeg slog op på nettet og der stod at der uden problemer kunne komme lidt blod i udflåd i de første 3 måneder uden det betød at der var noget galt. Især hvis man ikke havde ondt og det havde jeg ikke. Så jeg holdt fast i at jeg ikke havde ondt og så kunne der ikke være noget galt. Men torsdag morgen kom der mere blod og jeg var godt klar over at jeg blev nødt til at ringe til lægen. På det her tidspunkt var min kvalme også helt væk så selv om jeg ikke ville indrømme det over for mig selv, vidste jeg godt der var noget galt. Jeg kom til læge og blev sendt direkte på hospitalet.

At ligge der og vente på at en læge skal finde den skide hjerte lyd er nok noget af det værste jeg har prøvet (en lille bisætning her; jeg kan næsten ikke se mit tastatur fordi tårerne vælter ud af mig mens jeg skriver det her. Det en over en måned siden og jeg har virkelig skulle tage tilløb til at sætte ord på alt det her, men det er stadig så svært). Da lægen opgav og fortalte mig der ikke var noget liv var det lidt som om mit hjerte holdt op med at slå, som om der var en del af mig som gik i stykker for altid. Jeg ved ikke hvordan jeg reagerede. For det var som om jeg stoppede og alt omkring mig forsatte. Jeg følte enorm skyld fordi jeg åbenbart er sådan et menneske, der slår ihjel. For det kunne KUN være min skyld. Først min far og nu min baby. Og så følte jeg lettelse. At være fanget i disse to følelser samtidig var og er ikke let. En del af mig kan ikke lade være med at tænke over hvad jeg kunne have gjort anderledes om der er noget jeg kunne have gjort anderledes. Løftede jeg for meget på Theo og Aske. Lod jeg dem hoppe for meget på mig. Var det da jeg lave en hård opbremsning? For jeg må have gjort noget forkert, det må være min skyld.  Og så er der en del af mig som er lettet. Jeg var ikke klar til nummer 3 lige nu. Det er svært at sige højt, men det var og er jeg ikke. Men fuck hvor har jeg dårlig samvittighed over at det er sandheden.

Jeg er blevet meget ramt af det her og det er Kaare også. Vores oplevelse er at vi har mistet en baby. Jeg ved godt der er mange som ikke forstår det og det er også helt ok. Jeg kan godt forstå at det kan være svært at forså, at det Kaare og jeg har oplevet er at miste en baby, når det udefra kan opleves som om vi har mistet et foster, som vi ikke engang vidste om vi ville have. Men vores oplevelse er at have mistet en baby. Vi var måske naive før det her, eller kæphøje, men der var ingen af os som på noget tidspunkt havde tænkt på at der kunne gå noget galt. Jeg mener med begge drenge blev jeg gravid og så kom der en baby 9 måneder efter. Så vi kunne ikke forstille os at der ikke skulle komme en lille ny til august.

Selve oplevelsen af at skulle abortere hjemme, hvilket er det lægerne anbefaler at man gør fremfor en udskrabning på hospitalet, var fysisk ubehagelig. Men det værste var at både Kaare og jeg havde det som om vi skyllede vores lille baby ud i toilettet som om det ingen betydning havde for os. Det er stadig noget jeg har rigtig svært ved. Og hvis jeg skulle komme med lidt kritik til vores sundhedsvæsen, så skulle de måske være lidt mere opmærksomme i disse situationer. Eller i det mindste give lidt mere information om hvad det er man går ind til både fysisk og psykisk.

Jeg føler mig tom og så er jeg ked af det. Selv om jeg elsker mine drenge og er dybt taknemmelig for at de er sunde og raske, så ændrer det ikke på, at jeg er ked af det. Nogle dage føler jeg, at det gør mig til et dårligt menneske. At jeg er et menneske der vil have for meget, at jeg er begærlig. Føler at mine følelser er forkerte fordi jeg har to børn. For hvad med dem som slet ikke kan få nogen børn. Kigger de ikke på mig og tænker: “Hvad bilder hun sig ind? Hun har to børn.” Kan jeg overhovedet tillade mig at være ked af det, når jeg har to drenge? Det er der nok forskellige meninger om. Men det jeg har lært af denne oplevelse og det jeg tager med mig, er at der ikke er nogen inklusiv mig selv der kan gøre sig til dommer over, hvordan et andet menneske håndterer sorg eller de ting de oplever i deres liv. For det har været én ting at have oplevet det her og selv være overrumplet over hvordan det har ramt en, noget andet er at møde total uforståelse og ufølsomhed fra andre. Og jeg ville ønske jeg selv i visse situationer tilbage i tiden i mit liv havde vidst det jeg ved nu. For selvom man ikke lige forstår et andet menneskes måde at være ked af det på, eller hvorfor de overhoved er kede af det, er det mindste man kan gøre at udvise en lille smule respekt.

Kaare og jeg har virkelig mærket, hvilke mennesker det er vi har i vores liv igennem det her og jeg er stadig meget taknemmelig overfor jer, som har været der for os på trods af hvad I havde på jeres travle programmer. At I bare kom, var sammen med os, lavede mad, lod mig holde jeres babyer, skrev SMSer, ringede og lod mig græde i telefonen på de mærkeligste tidspunkter. At I har udvist så stor forståelse og omsorg for hele vores familie. Det har betydet utrolig meget for os alle og hjulpet os gennem en svær tid hvor det var sværeste var at være alene. For Kaare var det også rigtig godt at opleve en arbejdsplads hvor han blev mødt med fuld forståelse og en besked om at arbejde ikke er vigtigt og han bare skulle være der for hans familie, uden et usagt krav om at komme tilbage hurtigst muligt.

Hvor er jeg så nu? Det ved jeg ikke? Jeg synes verden drejer lidt hurtigt rundt om mig. For oven i alt det her har min mor fået kræft, hvilket er et indlæg helt for sig selv, og som jeg har utrolig svært ved at forholde mig til er virkeligt. Det føles lidt som at gå i en tåge. Når jeg ikke tænker over det, nusser jeg stadig min mave indtil jeg kommer i tanke om, at der ikke er nogen baby længere. Vil vi prøve igen? det ved jeg ikke. Nogle dage tænker jeg ja, andre tænker jeg nej. Lige nu er vi enige om at vi ikke træffer nogen endelig beslutning om det lige nu. Lige nu skal vi give os selv tid til at føle det der skal føles. Og jeg vil slutte af med at fortælle hvad Theo, den ældste af mine drenge, sagde til mig den ene eftermiddag da vi lå og puttede på sofaen.

Theo: Mor, når det bliver sommer, skal vi så ikke bygge en speciel flyver?

Mor: Hvad skal vi bruge en flyver til?

Theo: Vi skal flyve op til lillesøster i himlen og sige til hende at hun skal komme ned til os igen.

Mor: Ned til os igen? Jeg tro ikke jeg helt forstå hvad du mener?

Theo: Altså mor, du har selv sagt at mig og lillebror var oppe i himlen indtil vi kom ned til dig og far og at lillesøster også var der oppe, så hun kan jo bare komme ned til os igen.

Der var ikke andet at sige til det end, “ja, selvfølgelig kan lillesøster komme ned til os igen.” Den tanke får mit hjerte til at gøre mindre ondt.

Fie Bjørnholt-Schou

 

 

5 thoughts on “Først var vi 2, så blev vi 3, så blev 4 og nu bliver vi 5 og så ikke alligevel.

  1. “Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet,” skrev Antoine de Saint-Exupéry. Og han havde jo forstand på at flyve, ligesom Theo.

  2. Tak af hel mit hjerte Og igen tak fordi du har været der for mig og min familie <3 Og tak fordi du har fået mig til at forstå at jeg genre må bruge alle de ord jeg har i mig <3 og at der ikke er for mange af dem 🙂

  3. Kære Michelle
    Først af hele mit hjerte tak fordi du skriver til mig. Jeg kan slet ikke skrive ord der kan beskrive hvad det gør i mig. Jeg har igennem mange ting i mit liv følt mig meget alene og derfor betyder det alt for mig når min blog når ud til mennesker som kan bruge det jeg skriver til noget. Jeg er ked af at høre du har været ude for det samme, og jeg håber du er så ok som du kan være. Jeg komme nok heller ikke til at forstå det, men jeg må sige at det hjælper mig meget at snakke om det. Jeg møder også folk som bare tager afstand eller endnu være som slet ikke siger noget selv om de ved det. Jeg er personligt ikke særlig god til berøringsangst. Men prøver at forstå at det ikke er alle der kan eller vil sætte ord på. Hvis du har lyst til at snakke vil jeg meget gerne mødes til en kop te eller kaffe en dag? Der er igen pres, det er bare et åbent tilbud. Jeg har stadig brug for at snakke om det, så du er velkommen til at skrive eller ringe til mig privat <3
    Mange kram og tanker fra mig til dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *