Selv sabotage

At skrive det første indlæg er meget sværere end jeg havde troet. Der er så mange ting jeg gerne vil fortælle. De forsøg jeg har gjort ind til nu, lyder alle som en gang pladder. Derfor prøver jeg lige igen.

Min udfordring er at jeg ikke ved hvor jeg skal starte. Skal jeg starte med fortiden, nutiden eller fremtiden. Jeg føler at jeg har en million ting jeg gerne vil dele, men kun må dele en. Det er meget fustrende og lige nu sidder jeg bare og slår hovedet ned i bordet. Skriver tre sætninger og sletter dem igen. Det er ikke den måde jeg bliver færdig på.

Derfor slår det mig at det kunne være ”selv sabotage” jeg har gang i. At lige meget hvad jeg skriver så vil det altid lyde som engang pladder. For så længe at det første indlæg ikke er færdigt, så aktiverer jeg heller ikke min blog. Min frygt flyder rigtig meget lige nu. Jeg er så bange for at tage dette skridt. Jeg kan godt høre hvad det er jeg siger inde i mit hoved og jeg ved godt det lyder dumt at være bange for at aktivere en blog. Men lige meget hvad, er det det mest skræmmende jeg nogensinde har stået overfor. For denne blog er for mig et symbol på alt det jeg tror jeg ikke tør eller kan. For mig er det ikke bare at trykke på en knap, der er meget mere i det end det. Jeg har det som om jeg står på en klippe top og skal kaste mig ud i intetheden. Jeg ved ikke hvad der venter på mig derude og lige meget hvor meget jeg prøver på at forudse hvad der gemmer sig, så er der kun en ting at gøre, være i nuet og vente tålmodigt på at se hvad der sker.

FBBS