Jeg danser en lille dans med mine dæmoner

Efter 3 uger med influenza og syge børn er overskuddet ikke så stort og jeg kan mærke at jeg har svært ved at se positivt på tingene. Det er mega irriterende at der skal så lidt til før jeg kommer ud af balance og det skræmmer mig hvor hurtigt at mine mørke tankemønster melder sin ankomst og hvor tiltrukket jeg bliver af dem. Jeg skal virkelig bruge alle mine mentale kræfter på ikke at lade mig synke ned i dem. Tanken om bare at give efter er meget tiltrækkende. For det at være glad, have overskud og være positiv, puha det er til tider meget udmattede.

De gode ting i mit liv gør mig stadig utryg og når der ikke er så meget mentalt overskud er det svært at ignorere den stemme der hele tiden kører et eller andet sted i mit hovedet om at jeg ikke fortjener at have det godt og jeg ikke fortjener at der sker noget godt ting i mit liv. Selv om jeg er kommet langt og jeg har mange mange flere gode dage end dårlige dage, så er der stadig noget i mig som føler at det er letter at være i det dårlige og at det dårlige er letter at forudse og derfor meget letter at leve i. Her i mit lidt melodramatiske hjørne er det ikke det bedste tidspunkt at jeg skal starte på mit Startup Masterclass forløb i morgen for lige nu er det svært at huske hvorfor det var jeg synes det var en god ide at sige ja tak til det tilbud. Lige nu kan jeg finde på rigtig mange gode grunde til at jeg skal melde fra og lade en anden tage min plads. En som har noget meget bedre at byde ind med og som rent faktisk har kunder og en virksomhed som fungerer.

Så hvad er det er jeg er så bange for? Jeg er bange for at jeg i morgen er den eneste der har en dårlig ide, at jeg er den eneste der ikke har tjent nogen penge endnu, at jeg er den eneste der ikke kan svare på alle spørgsmålene i vores hjemmeopgave og mange mange flere ting. Jeg er SÅ bange for at være alene om at være den ENESTE. Skrækbilledet inde i mit hoved er at jeg er tilbage i min gamle folkeskoleklasse med sveden løbende ned af ryggen. Det var frygteligt at sidde der og være helt alene om at være den eneste, der havde svært ved at læse højt og ved at stave. Nu er jeg meget nysgerrig af natur og det er den nysgerrighed der har fået mig igennem nogle af de absolut mørkeste og sværeste tidspunkter i mit liv og det er også den der gør at jeg kommer afsted i morgen. For selvom de mørke tanker er der, så ved jeg at vækkeuret vil ringe i morgen tidlig, jeg vil stå op, gå i bad, lave morgenmad, køre mine børn i børnehave og så vil jeg parkerer min bil og gå ind til undervisning. Jeg vil holde vejret det meste af dagen men jeg vil overleve. Og selvom det viser sig at jeg er alene om at være den eneste så vil jeg også overleve det.

Nu er det så blevet mandag og jeg har været afsted. Og det var fantastisk og jeg var IKKE alene om at være den eneste. Alle var spændte og nervøse. De var alle dejlige mennesker med gode ideer. Og alle var så positive og det var dejligt at blive respekteret og få at vide at de beundrede det jeg prøvede at få gang i. Det var en oplevelse som jeg er så glad for, jeg ikke har snydt mig selv for og jeg er stolt af mig selv over, at jeg har været modig nok til igen at gøre mig en positiv erfaring, som kommer til at gøre næste gang jeg skal prøve noget nyt lettere. Vores underviser var fantastisk og jeg har allerede lært en masse og fået nyt mod på hele mit projekt og er i det hele taget meget optimistisk omkring det at være selvstændig.

Jeg vil altid komme til danse med min dæmoner med jævne mellemrum og det er helt ok. De vil altid prøve at overbevis mig om de har ret i at jeg ikke er nok og forsøge at få mig til at blive hjemme i sofaen. Men hver gang jeg gør nye ting på trods af det og får flere og flere erfaringer som modbeviser det, vil det også blive lettere og lettere at gøre ting der gør mig bange. Jeg kan også mærke at i torsdags, hvor jeg ikke havde meget overskud og hvor jeg virkelig havde lyst til at blive hjemme, var det alle de gode erfaringer som jeg allerede har gjort mig, som giver mig styrken til at komme afsted igen. Det har været mange mange små skridt, men hver og et af dem har gjort at jeg igen har kunne tilføje en fantastisk erfaring. Når man har dårlige tanker om sig selv, mørke tankemønster og derfor nogle uhensigtsmæssige handlemønstre og man er fastlåst i en overbevisning om at intet kan forandre sig, er det små skridt og et af gangen. Dage som i dag,  hvor der igen sker ting, jeg aldrig havde kunnet forudse, ville jeg ønske, jeg kunne fortælle mig selv, der var fastlåst, fanget og uden tro på noget godt, at det nok skal blive bedre og at hver en bloddråbe og tåre ikke er forgæves. Jeg ville ønske jeg kunne fortælle, at selv om det virker som om, at det hele er meningsløst og hver et lille skridt virker som et kæmpe bjerg, så vil det blive lettere og der vil komme et tidspunkt, hvor selv på en dårlig dag er et skridt bare et skridt og ikke et bjerg.

Tanker fra Fie Bjørnholt-Schou

3 thoughts on “Jeg danser en lille dans med mine dæmoner

  1. For det første er der ikke mange, der har mere at byde ind med, end du har.

    For det andet er sådan et forløb ikke for dem, der allerede har en virksomhed, der kører, men for dem, der har planer og visioner, men har brug for hjælp til det praktiske – og til at komme over frygten for det ukendte.

    For det tredje er din idé ikke dårlig. Den er så rigtig og vigtig, at det gør helt ondt at tænke på.

    For det fjerde skal du ikke holde vejret. Du skal trække vejret dybt ind, og så skal du tale frit fra leveren. Det gør du bedre, end de fleste.

    Og alt det opdagede du så heldigvis 🙂 Jeg elsker dit udtryk “at danse med demoner.” Bare dans væk; du kan danse dem under bordet til hver en tid!

    1. Tak <3 Sidder med tåre i øjnene. Tak for de ord, jeg havde lige brug for at høre det en gang til. Tak

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *