Hvem er jeg nu i 2015?

Fuck, fuck, fuck hvor er det svært at nå det man gerne vil, når man har fået sådan et lille utilregneligt menneske ind i ens liv ; ). Det er svært at finde ud af hvordan mit professionelle liv skal se ud fremover. Hvad bloggen skal handle om. Hvem skal jeg henvende mig til? Skal jeg fremover kun skrive om det at være blevet mor, eller skal jeg slet ikke skrive om det? Det er sgu ikke til at finde ud af.

Det der er svært er at finde ud af om min blog kun skal tale til de ugen som jeg holder foredrag for? Hvis den skal det, kan den ikke kommer til at afspejle mit liv fuldstændigt ærligt. Det synes jeg i hvert fald ikke. Jeg synes, jeg er mest ærlig når jeg skriver ærligt om hvad der foregår i mit liv og hvordan jeg har det med det. Spørgsmålet er så om det på nogen måde kan tale til de unge? I kan godt høre jeg ikke kan finde ud af, hvad jeg vil. Nok mest af alt fordi jeg har meget svært ved at finde ud af hvem jeg er i alt det her.

Jeg er langt væk fra mit arbejde. Som jeg savner rigtig meget. Over 8 måneder ude at have tid til at skrive, er meget meget lang tid. Alle de gamle spøgelser kommer frem og fortælle mig at jeg ikke dur til noget at min drøm om foredrag, bøger og blog er dum. At jeg ikke har noget at byde på at jeg lige så godt kan give op og bare være ingenting.

Min hjerne siger: Fie der er ikke nogen der læser din blog alligevel, så hvorfor skriver du, det er bare dumt.

Mit svar: Fuck dig, jeg skriver for mig og ikke nogen andre.

Men mit svar er ikke helt ærligt og jeg har jo lover at være ærlig. Selvfølgelig gør det ondt at jeg stadig ikke har særlig mange læser. Men nu er det jo heller ikke fordi jeg har gjort opmærksom på mig selv. Det er sikkert at gemme sig. Når jeg ikke har så mange læser har jeg heller ikke nogen forpligtelse at skrive indlæg. For der er ikke nogen der venter på dem. Hvis jeg nu vidste at der sad mennesker og ventede på jeg skrev noget så var jeg også forpligtede til at gøre det. Og jeg ville blive tvunget til at se min blogskrivning som noget seriøst og ikke bare noget jeg gør når jeg har lyst. Der er mange måde at lave selv sabotage på.

Hvis der er en ting jeg er god til så er det da at nedgøre mig selv. Tænk, hvis jeg kunne unde mig selv at holde op med det og tro på at jeg er i denne verden for at gøre noget godt. Så kunne det også være at jeg ville holde op med at være så skide bange for tro på mig selv. Tænk, hvis jeg bare holdt op med at dyrke denne selvmedlidenhed og tog mig sammen. Udlevede min drøm i steden for at sidde inde på tilskuerpladserne og se på dem der godt tør kaste sig ud i livet.

Et lidt bittert indlæg jeg ved det. Er bare lidt træt af mig slev og min egen selvmedlidenhed og “gode” undskyldninger for ikke at gøre noget ved det.

Fie Bjørnholt : )