Efter fire dage kom min mand hjem og sagde nu er det nok, tøj på og så går vi en tur. Jeg var vildt sur på ham, for han havde tidligere på dagen ringet hjem og sagt han syndes jeg skulle løbe en tur, for det fik jeg det jo altid bedre af. Jeg tænkte bare; Han fatter slet ikke hvor dårligt jeg har det, han fatter slet ikke alvoren i det her, alt er ved at gå helt galt, kunne han ikke se det.
Så det var stortudende og rasende jeg fik kæmpet mig ned i et par joggingbukser. Continue reading “Anderkendelse del 3”