At give slip

Jeg har lige set noget om 10 års dagen for 11. september. Jeg kunne ikke lade være at få tårer i øjnene over det, for der var så mange mennesker der mistede livet den dag. Det er absolut en dag i verdenshistorien jeg aldrig kommer til at glemme. Jeg kan stadig huske hvor jeg var den dag det skete og hvor svært det var at tro, der virkelig var nogen der havde angrebet USA på egen grund. Det er meget længe siden nu, men det kunne stadig give mig tåre i øjnene. Det jeg så handlede om at hædre de redningsfolk der døde og hvor meget sorg dem der var tilbage stadig følte. Mens jeg så det, kunne jeg ikke lade være med at tænke at det måske var på tide de lagde det bag sig og kom videre. Men hvem er jeg til at sige det? Eftersom jeg ikke selv har givet slip på min far.

Det fik mig til at tænke og jeg er kommet til den konklusion at 13 år er længe nok. Jeg bliver nødt til at give slip, han ville aldrig have være okay med at jeg stadig bruger så meget energi på at være ked af at han er død. Måske har han prøvet på at fortælle mig det længe, følesen af at han prøver at fortælle mig noget, kommer tit til mig når jeg drømmer. Jeg vil bare ikke høre hvad han siger.

På mange måder troede jeg endelig, jeg havde givet slip, men det har jeg ikke hvis jeg skal være helt ærlig over for jer og mig selv. Jeg er stadig så vred over at min far er død og mest af alt er jeg vred på ham. For han havde lovet at han aldrig ville forlade mig, han havde lovet at han altid ville være der, han havde lovet at han ville gå gennem ild og vand for at rede mig. Men han døde bare, han forlod mig og så var jeg helt alene. Det er så uretfærdigt og jeg savner ham helt vild meget.

Nu er jeg 34 og hænger stadig fast i de samme følelser som jeg havde da jeg var 21 og det er på tide at give slip på dem. Jeg ved ikke helt hvordan jeg gør det, men jeg tror at det første skridt er at indrømme, at jeg skal give slip.

Jeg har før skrevet om det at bære på en sorg og om hvem der bestemmer hvornår det er tid til at give slip. Jeg tror stadig at alle skal finde deres egen vej og at det kommer når tiden er til det, ligesom det åbenbart er min tid nu. Jeg ville nok bare have ønsket for mig selv, at tiden var kommet for mange år siden, det havde gjort mange ting lettere. For der er et stykke af mig som har været så trist og aflukket siden min far døde, at det har været meget svært at føle mig helt igennem lykkelig.

I det øjeblik det gik op for mig at min far var død lovede jeg mig selv at jeg aldrig ville elske nogen igen, for det gjorde for ondt at mindste dem. Denne følelse udviklede sig senere til, at hvis jeg virkelig elskede nogen igen, så ville de dø, for det var min kærlighed der slog ihjel.

Jeg har selvfølgelig forsøgt at beskytte mig selv, men det har i virkeligheden været en bjørnetjeneste. Ikke at jeg kunne have forudset hvilke konsekvenser det ville få, da jeg tog beslutningen, men når man lukket et stykke af sig selv ned, kan man ikke være fuldt ud tilstede. Når jeg kigger på min mand som jeg elsker og ikke ved hvad jeg skulle gøre uden, gør det ondt at vide at han stadig ikke har fået lov til at komme helt ind. Jeg er virkelig bange for der vil ske noget forfærdeligt hvis jeg giver slip og åbner helt op ind til det inderste i mig.

Jeg bliver ved med at tænke at i det øjeblik jeg giver slip og åbner op, så sker der noget forfærdeligt og jeg ved ikke hvad jeg gør hvis det sker, det er jeg ikke sikker på jeg ville kunne overleve.

Jeg ved godt at man ikke kan forudse hvad der ser og at hvis der skete noget forfærdeligt, så havde det nok ikke noget med mig at gøre. Det jo let nok at sige og det er let nok at forstå, men det er noget helt andet at tro på det og det gør jeg ikke. Jeg skal nok komme dertil en dag og nu hvor jeg er bevist om det kan jeg også arbejde med det.

Den beslutning jeg tog dengang har sat sig godt fast og lavet sine spor, nu bliver jeg nødt til at finde en måde, hvorpå jeg kan overbevise mig selv om at min kærlighed ikke slår ihjel.

FBBS