At gå på dette skrive/forfatter kursus er lige som at køre i en rutsjebane. Min selvtillid kører op og ned og det gør mit humør selvfølgelig også. Det er en sjov og spændende proces og jeg lærer helt vild meget om håndværket -at skrive- og jeg lærer rigtig meget om mig selv.
Jeg har her på mit kursus øvet mig i at lytte, hvilket ikke er en af mine spidskompetencer. Jeg har bestræbet mig på at lytte de her første 3,5 uge. Jeg har fundet ud af at når man lytter så hører man også meget bedre hvad der bliver sagt, hvilket er en fordel når man skal lære. At trække sig lidt tilbage og lytte og betragte andre mennesker er også meget lærerigt og brugbart når man skriver historier om mennesker.
Det har overrasket mig meget hvor hårdt dette kursus er mentalt. Jeg var ikke foreberedt på at jeg ville være så træt som jeg er, når jeg har fri. Når man som mig er vant til at sidde og arbejde for sig selv og være i sin egen lille verden er det meget anstrengende at skulle være sammen med mennesker hver dag i 6 uger. Jeg er utrolig glad for at vi har undervisningsfri om onsdagen så jeg kan få noget alene tid.
Der har været dage, hvor jeg er kommet grædende hjem fordi jeg synes at alt, hvad jeg skrev var noget lort. Der har været dage, hvor jeg er kommet flyvende hjem på en sky fordi alt, hvad jeg skrev var fantastisk. Det at være forfatter er et håndværk, men bag håndværket er der en kunster. Inden for de sidste 24 timer har jeg indset at jeg er en meget følende dramatisk kunster, og jeg elsker at være det. Når jeg er ked af det, er jeg ked af det, når jeg er sur, er jeg sur, når alt er lort, er alt lort, når jeg er glad, er jeg glad og når alt er fantastisk, er alt fantastisk. Jeg kan mærke at jeg bruger disse hurtige op- og nedture i min skrivning. Det er derfra jeg skriver. Når jeg giver mig selv lov til at være sådan, så er jeg lykkelig og ordene vælter ud af mig. Jeg ser det ikke længere som en hindring eller forkert at jeg er, som jeg er.
Fie Bjørnholt : )
Der kan du bare se – jeg sagde jo, at du kan flyve 🙂
At du bliver træt viser bare, at du lærer noget. Jeg har selv taget en masse undervisning som voksen, og jo ældre jeg blev, jo mere føltes det som om der fysisk skulle skæres riller i hjernebarken, ligesom i en gramofonplade. Det gør lidt ondt, men det kan lade sig gøre.
Der er også derfor følelserne kører op og ned, og det vil nok være en god idé på sigt at skille kunstneren og håndværkeren lidt ad, så du ikke skal det helt store følelsesregister igennem, hver gang du skal sætte nogle ord sammen. Det er der ingen, der kan tåle i det lange løb.
Du skal lære at elske skriveprocessen så meget, at det ALDRIG er svært eller føles som et nederlag at skrive om – og om og om og om. For det er man nødt til, når man vil skriver for andre – lytte og skrive om, lytte og skrive om. Drømmen om den perfekte tekst, som sidder lige i øjet første gang er og bliver en drøm. For de fleste af os er det et arbejde, og derfor er det er vigtigt, at det er en fornøjelse.