Skriveøvelse

Så er vores Synsvinkel/Fortæller uge slut. Jeg har lært rigtig meget i løbet af denne uge. Jeg har indtil nu skrevet mest med det der hedder en registrerende fortæller-3.person i datid. Med jeg blev udfordret af min underviser til at prøve at bruge en jeg-fortæller. Det har jeg så gjort til i dag og har fået en rigtig god reaktion på det. Min underviser synes det var noget af det bedste jeg har lavet. Derfor får I nu lov at læse med.

Lad mig være!

Lyset fra min mobiltelefon vækker mig og jeg løfter udmattet min arm for at se hvem det er der har ringet. Det er min mor igen. Hun har ringet mindst 100 gange. Hvorfor kan hun ikke bare lade mig være i fred. Jeg gider ikke snakke med nogen. Jeg lukker øjnene igen. Kan ikke holde dem åbne. Lyden af vinden der rusker i hele huset gør ondt i mine ører. Hvad er det for en larm, hvem er det der banker? Jeg holder mig for ørerne, vil ikke høre hvem det er. Jeg trækker dynen endnu mere op over hoved. Hvorfor er der så meget larm? Jeg kigger ud under dynen på den tomme stue. Stolene rundt om spisebordet står livløse. Det liv der engang var rundt om dem er væk. Jeg kan ikke se ud i haven, for jeg har trukket alle gardiner for. Vil ikke have der er nogen der kan se mig. Jeg vil ikke have der er nogen der finder ud af hvor falsk jeg er. Jeg vil kun have de ser masken jeg gemmer mig bag. De må ikke se det monster jeg i virkeligheden er. Jeg kan mærke de ser på mig med blå øjne, brune øjne, grønne øjne, røde øjne, gule øjne, grå øjne, sorte øjne. Deres øjne vejer og vurderer mig. Deres øjne ætser min hud væk. Jeg vil ikke have de kigger på mig. Jeg vil være i fred. Jeg forsøger at drikke lidt vand for at få smerten i min mave til at gå væk. Hvis jeg bliver her længe nok spiser min mave mig op inde fra og så er jeg væk. Væk fra alt det her. Væk fra den her verden. Væk fra alt det der gør ondt. Væk fra alt det jeg kender. Jeg vil væk, væk, væk, væk fra den her verden. Jeg får det varmt under dynen. Sveden løber ned af min ryg. Jeg flytter dynen væk og kryber sammen op i hjørnet af den stor hvide sofa. Der kan jeg lide at være. Jeg kan se alt fra mit hjørne. Jeg kigger på sofaen. Den er ikke hvid mere. Der er røde pletter over alt. Jeg kigger på mine arme. Burde de gøre ondt? Jeg styrer en finger hen over de åbne sår. Det begynder at bløde. Jeg ser blodet pible ud af mig. Det gør ikke ondt. Det gør kun ondt inden i. Det gør så ondt inde i. Jeg vil bare have det holder op. Jeg vil have det holder op. Jeg vil have det holder op. Jeg vil have det holder op. Jeg skærer igen. Jeg skærer dybt. Det gør stadig ikke ondt. Hvad er det for en larm? Hvem er det der bliver ved med at banke? Holder igen for mine ører, det gør ondt i dem. Der bliver koldt. Jeg vil have dynen på igen. Men den vil ikke. Den sidder fast. Der er nogen der siger mit navn. Jeg ved ikke hvem det er. Hvem siger mit navn? Siger jeg mit navn? Hvad hedder jeg? Jeg hedder Thea. Jeg fryser. Jeg vil have min dyne. Jeg vil gemme mig. Der er nogen der kigger på mig. Der er øjne jeg ikke kender. Jeg vil ikke have de ser på mig. Jeg trækker mig længere ind i mit hjørne. Jeg vil væk. Jeg skriger. ”Lad mig være.” Jeg skriger. ”Gå væk.” Jeg ser blåt lys. Jeg ser flere øjne. De kigger på mig. Jeg skriger igen. Jeg sparker. Jeg slår. Jeg vil væk. Jeg vil væk. De holder mig. De spænder mig fast. Jeg kan ikke bevæge mig. Lyset gør ondt i mine øjne. Jeg ser to øjne jeg kender. De kigger på mig. Jeg kigger på dem. Alt bliver sort.

Jeg åbner langsomt mine øjne. Hele min krop gør ondt. Jeg kan ikke se noget. Jeg ved ikke hvor jeg er. Jeg ser min mor. Hun tager min hånd og stryger mig over håret og smiler til mig. Hun ser træt ud.

”Hej mor. Hvor er jeg”, siger jeg hæst. Min mund er helt tør og min mund smager grimt.

”Lille skat du er på hospitalet. Vil du have lidt vand?”

Jeg nikker. Jeg prøver at sætte mig op, men min krop vil ikke gøre hvad jeg siger. Min mor stopper mig.

”Nu skal jeg hjælpe dig, skat”

Jeg smiler til hende og siger. ”Smart seng”. Hun smiler tilbage og blinker. Jeg tror ikke hun er sur på mig.

”Mor…”

”Du behøver ikke sige noget. Jeg er hos dig.”

Jeg kan ikke holde tårerne tilbage. Er så ked af at jeg har gjort hende bange.

”Mor jeg…”

”Thea, jeg er bare glad for du stadig er her. Vi har været lige ved at miste dig.”

Jeg kan se hvor ked af det hun er og vil have hun forstår. At hun forstå hvorfor.

”Mor, det har ikke noget med dig at gøre. Jeg har bare så ondt inden i. Jeg kunne ikke holde det ud.”

Hun kigger på mig med de øjne jeg kender så godt. Det gør ondt i mit hjerte at se hvor ondt jeg har gjort hende. Jeg gør alle dem jeg kender ondt. Bare ved at trække vejret. Døren går op og min lillebror kommer ind. Jeg vender hovedet og smiler til ham. Han ser også træt ud. Han har to kopper i hænderne. Han sætter dem og kommer hen og tager mig i hånden.

”Søster…”

Han græder, jeg har ikke set ham græde før. Ikke end gang da far døde. Jeg smiler til ham og knuger hans hånd.

”Jeg elsker dig søster”

” Jeg elsker også dig.”

Vi græder alle sammen. Jeg er glad for jeg stadig er her.

Jeg har ikke lavet nogen forbedringer på denne udgave. Den er som jeg afleveret den i morges. Jeg er selv ret vild med det og overvejer om jeg måske skal fortælle min historie i jeg-form. Har heldigvis en uges ferie til at lege med at skrive i jeg-form. Kan næsten ikke vente.

Rigtig god weekend : )

Fie bjørnholt