Bitterhed

Når jeg er ude og holde foredrag, stiller de uge mennesker mig heldigvis altid en masse spørgsmål. Et af de spørgsmål, der altid bliver stillet er om jeg aldrig bliver bitter over de ting der er sket i mit liv. Jeg kan godt forstå de spøger om det. For når jeg laver en hurtig liste over nogle af de dårlige ting der er sket i mit liv, er det et meget relevant spørgsmål.

• Blevet mobbet hele min skoletid.
• Voldelig kærste.
• Mistede min far, da jeg var 20.
• 5 psykiske diagnoser.

Så hvorfor er jeg ikke bitter på livet? Det har jeg skam også været. Og jeg bliver det stadig en gang imellem. Der er morgener hvor jeg vågner og tænker, “Jeg gider ikke kæmpe mere.” Hvorfor er der ikke for en gang skyld noget der kan gå let i mit liv. Hvorfor skal jeg kæmpe for alt? Hvorfor er der ikke flere der læser min blog? Hvorfor er der kun 52 der synes om min blog? Hvorfor er der ikke et forlag der synes min bog er fantastisk? Hvorfor er der ikke flere skoler der vil have mig ud og holde foredrag? Hvorfor kan jeg ikke tjene mine egne penge? Hvorfor har jeg ikke været i Alt for damerne? Hvorfor har jeg ikke været på TV? Hvorfor skal jeg stadig vælge, hver eneste dag at jeg ikke vil lade mine diagnoser bestemme over mig? Hvorfor er der stadig så mange der ikke forstår, at jeg faktisk er syg, selvom jeg har det godt? Hvorfor er der ikke nogen der, sådan rigtigt forstår, hvor svært det i virkeligheden er at være mig? Hvorfor er der ikke ikke nogen der forstår, hvor fin en balancegang det er for mig, at bliver ved med at have det godt? Hvorfor, hvorfor, hvorfor?

Der er da masser jeg kunne være bitter over. Og der er da masser af grunde til bare at være vred på verden. Men der er INTET  af alt det jeg lige har skrevet, der gør mig glad. Jeg er sikker på at der er rigtig mange af jer, der kunne lave en liste ligesom mig over alt det der ikke er gået som I gerne ville og om hvor hårdt det er for jer. Men vi kan alle finde grunde til at være bitre og sure på verden. Vi har allesammen en liste.

Men lige så vel som mine diagnoser ikke skal bestemme over mig, skal bitterhed heller ikke. Den skal ikke have lov at ødelægge mit liv. Den skal ikke have lov at distancere mig fra verden. I de perioder hvor den har domineret mit liv mest, kan jeg ærligt sige, at jeg ikke var særlig sjov at være sammen med. Jeg kunne ikke tale pænt til nogen og jeg var ikke til at nå. Jeg var bare sur og kunne slet ikke sætte mig udover min egen elendighed. For at sige det som det var, havde jeg mit hovede så langt op i min egen røv, at jeg kun kunne se og høre mig selv.

Da det gik op for mig, hvor ødelæggende bitterhed var for mig og jeg besluttede mig for, at det var noget jeg ikke ville have i mit liv, fik jeg det helt sikkert bedre. Det var som med alt andet ikke let. Men jeg er glad for at jeg tog kampen op. Og utrolig glad for, jeg ikke havde nået at skubbe alle omkring mig væk. For i sidste ende er det kun os selv der kan ændre vores liv, og det er kun os selv der kan tage ansvar for hvilket liv vi gerne vil have. Så er tingene ikke som man gerne vil have det, må man jo gøre noget ved det. Og jeg skal nok ende med at komme i Alt fordamerne og komme til at gøre den forskel jeg gerne vil. Men kun hvis jeg SELV gør noget ved. Der er ikke nogen andre, end os selv der lever vores liv.

Fie Bjørnholt-Schou