Efter jeg er flyttet hjem igen møder jeg af og til nogen jeg kender. Men oftere møder jeg nogen der kender mig men som jeg ikke kan huske. Når man som mig har været så syg og taget så meget medicin så går det ud over ens langtids hukommelse. Det er ikke noget jeg snakker om eller rigtig vil være ved for jeg er faktisk rigtig flov over det. Mest af alt fordi jeg ikke vil have at folk tro jeg ikke kan huske dem.
Jeg har lige været i sådan en dum situation og jeg håndterede det bare ikke særlig godt. Derfor tænker jeg at det er på tide at skrive lidt om det. Jeg var i helsekost forretningen i Nykøbing og der kommer en glad ekspedient hen for at hjælpe og udbryder da hun ser mig. Gud hej Fie, hvor er det længe siden. Jeg går helt i baglås for jeg ved virkelig ikke hvor jeg kender hende fra og det gør jeg stadig ikke. Det bliver helt vild mærkelig, for hun kan jo godt mærke jeg ikke ved hvem hun er og jeg kan mærke at hun selvfølgelig bliver lidt stødt over det. Da jeg endelig kom ud af forretningen med sveden løbende ned af ryggen, tænker jeg at jeg aldrig kan gå ind i den forretning igen, hvilket er lidt en udfordring fordi der kun er en helsekost forretning i Nykøbing. Jeg har tænkt at jeg bare kan få min mand til at købe i København, men det giver jo ikke nogen mening. Og jeg er ret sikker på at han ikke vil synes det er en god ide.
Derfor har jeg besluttet at jeg i fremtiden bliver nødt til at være ærlig i sådanne situationer. Sige det som det er, at jeg har været syg og at der derfor er mange ting og mennesker jeg ikke kan huske. Det er jo på ingen måde af en ond mening jeg ikke kan huske alt, det er bare en bivirkning af sygdom og medicin. Min familie kan også sidde og snakke om ting og kigge på mig sådan. Kan du virkelig ikke huske det. Og det kan jeg virkelig ikke. Jeg kan også sidde og kigge på gamle billeder og se mig selv uden at kunne huske det. Det er faktisk ikke så rart. Men nu når jeg gør alt andet i ærligheden tegn, så bliver jeg også nød til at være ærlig omkring det her. For at blive vred og snerre af folk eller løbe min vej det er ikke en god løsning.
Fie Bjørnholt-Schou
Velkommen i klubben. Jeg har ikke en psykisk diagnose, men jeg har hele mit liv (første gang jeg kan huske var jeg ca. 18) mødt mennesker der kendte mig – nogle gange hele min familie – men som jeg enten slet ikke kunne huske eller i hvert fald ikke kunne huske navnet på.
Det er et meget udbredt fænomen. Skuespilleren Richard Attenborough led voldsomt af det og klarede sig ved at kalde alle mennesker Darling. Det gik i hans branche, men folk ville nok kigge lidt, hvis jeg gjorde det.
Jeg synes din plan lyder fornuftig. Måske har det slet ikke noget med sygdom og piller at gøre, måske er du bare som mig og Dickie Darling, som vi kalder ham her i huset, men hvis din forklaring kan hjælpe dig over det pinlige punkt, så bare brug den 🙂
http://actressnipples.blogspot.com/2009/11/actress-nipples.html