Hjælp fra et sjov sted!

Jeg har sat mig tilbage til tegnebordet og prøver at finde ud af hvordan jeg skal bruger de redskaber jeg har til rådighed og i det hele taget prøver at finde så meget ro i mig selv at jeg kan høre hvad min mavefornemmelse fortæller mig. Mens jeg sidder her og kigger ud på min dejlige udsigt i min sofa men computeren på skødet og en dejlige romantiske julefilm kørene på fjernsynet bliver jeg ved med at høre disse ord som kommer fra en tejneserie som Theo ser rigtig meget lige for tiden.

Nogle mennesker lever hele deres liv i stille despiration og de lærer aldrig sandheden. At det som føles som alt for tunge byrder, der hviler på deres skuldre, faktisk er meningen med det hele og det som løfter os til nye højder. Du må aldrig glemme at frygt blot er forløberen til tapperhed og at stræbe og triumfere i afgørelsens stund, er det der definerer en helt. Ikke tænke, bare blive. 

Jeg ved ikke helt hvorfor men ordene er blevet ved med køre rundt i mit hoved og har sat nogle tanker igang. På en eller anden måde har de givet mig en ny ro. Jeg finder ro i at alt det jeg selv synes har været rigtig svært at skulle igennem her i livet måske har været meningen med det hele og grunden til jeg sidder her lige nu. For lige meget hvordan jeg vender og drejer det eller fortæller mig selv at det ikke burde være sådan, så kræver det mod/tapperhed at turde at være mig og vise hele mig til andre. For eksempel har jeg ikke haft mod nok til at skrive/fortælle hvor spirituel jeg er. Og at det er i den verden jeg har fundet tryghed og styrke til at komme igennem mange af de svære ting jeg har oplevet i mit liv. Grunden til jeg ikke har snakket eller skrevet om det er at jeg har været utrolig bange for at blive dømt på grund af det og at det ville medføre at folk ville putte mig i en bestemt kategori. Så kan man jo stille spørgsmålet hvorfor jeg er det? Nok fordi jeg for mange gange har oplevet spirituteltet blive misforstået, hvilket jeg godt kan forstå for der er spirituelle mennesker som mener at det er sandheden og kan være lige så fastlåste i deres tro som mennesker der ikke tro på det er. Jeg bruger dagligt redskaber jeg har fra den spirituelle verden og for mig er de lige så vigtige redskaber som dem jeg har og bruger fra psykiatrien.

Citatet får mig til at tænke på mig selv og hvordan jeg var før jeg blev syg og fik mine diagnoser, for selvom jeg også tænkte meget dengang var jeg på trods af det også rigtig god til bare at gøre ting lige meget hvad jeg troede andre ville tænke om det. Det er det jeg prøver at finde frem igen. For bare mens jeg har skrevet dette indlæg har jeg spurgt mig selv mindst 50 gange om det ikke bare er lort det jeg skriver, været ved at slette det hele igen, prøvet at overbevise mig selv om at det er ligegyldigt. Fordi jeg tænker så meget over hvad andre vil tænke at det lammer mig og at det derfor bliver meget lettere at gøre ingenting. Jeg kunne godt tænke mig at nå til et sted hvor det var mere vigtigt for mig hvad jeg selv tænker end hvad andre tænker. Så det vil jeg øve mig på. Og hvis nogle ord fra en børne tegneserie kan få mig derhen, ja så vil jeg tage det med et smil på læben og det fortæller mig bare at man aldrig ved hvor der er hjælp hente. Og at selvom nogle ting virker fuldstændig ude i hampen kan det være at hvis man er nysgerrig nok at man bliver overrasket over hvor hjælpen kommer fra.

Fie Bjørnholt-Schou