Gammelt mønster i nye klæder

At blive bevidst om mine adfærdsmønstre, er en af de bedste men også sværeste ting jeg har lært mig selv på min rejse. Undervejs har jeg lært at adfærdsmønstre forandrer sig. De skifter form og udseende og ligger i dvale. Jeg har ofte tænkt, at nu havde jeg ændret et adfærdsmønstre, som blev ved at spænde ben for mig, for blot senere at erfare, at det havde forandret sig, fået en anden form, så anderledes ud og stadig spændte ben for mig. Derfor har jeg lært mig selv at være opmærksom og hele tiden være nysgerrig på, hvorfor jeg vælger at reagere og handle som jeg gør. For jeg ved at gamle adfærdsmønstre kan gemme sig i selv de mest troværdige overbevisninger, historier og tanker.

Derfor er det ikke kommet bag på mig at der er et gammelt mønster, der har vist sig mens jeg har gået til undervisning. Det gik op for mig dagen efter, at jeg en sen torsdag aften fik et lille panikanfald; at fordi jeg i så mange år har haft en overbevisning om at jeg er dum og aldrig bliver til noget, er det også en let “rolle” at falde tilbage i, når jeg er ude af min comfortzone. Jeg spiller simpelthen dummere end jeg er.

Der er en hovedårsag til, at det er et let adfærdsmønstre at falde tilbage til for mig i dag. Hvis jeg spiller dummere end jeg er, kan jeg ikke komme til at skuffe nogen, inklusiv mig selv. Og er der noget der mislykkedes, er det fordi jeg “jo” er dum og aldrig vil blive til noget.

Grunden til at jeg blev opmærksom på, at der var noget jeg ikke var bevidst om, var at jeg undervejs i undervisningen både af underviser og de andre deltagere fik af vide at jeg “bare” mangler noget mere selvtillid. Det er blevet sagt og ment på den absolut bedste måde. Det er gået op for mig, at det er bagsiden af medaljen, ved at spille dummere end jeg er. Andre mennesker opfatter det som manglende selvtillid. Men jeg mangler ikke selvtillid for jeg har tillid til mig selv, mine evner, min kunnen. Når jeg spiller dummere end jeg er, er det beskyttelse. Det er den adfærd i forskellige forklædninger jeg har overlevet folkeskolen, gymnasiet, arbejdspladser, min sygdom, kærlighedsforhold og venskaber på. Jeg vælger at spiller dummere end jeg er, for at kontrollere de skuffelser der måtte komme. Efter jeg blev opmærksom på at jeg havde gang i noget, der for mig er uhensigtsmæssigt, tog jeg tid til at reflektere over hvorfor et gammelt mønster var kommet frem i nye klæder.

Jeg var ude af min comfortzone og jeg var pisse bange. Det er længe siden jeg sidst har været ude og lære noget nyt blandt mennesker jeg ikke kender. Det var overhovedet ikke så svært som da jeg tog til mit første skrivekursus for snart mange år siden. Men det var stadig noget jeg ikke havde prøvet før. Derfor var det min beskyttelse. Beskyttelse er godt, vi gør det alle sammen og der er intet galt med det. Og at jeg kom til at spille en lille rolle i et par dage fordi jeg var bange, er ikke noget, jeg slår mig selv i hovedet over. Problemet opstår/opstod  når/hvis jeg bliver i rollen og de mange andre roller jeg havde. For mig er det en meget stor ting at skulle give slip på denne overbevisning. Og hvis jeg skal være helt ærlig havde jeg i sidste uge helt sikker med overbevisning sagt, at det var en rolle jeg havde givet slip på for længe siden. Men det er nu tid til at give det et forsøg mere. Jeg vil slippe min overbevisning om at jeg er Fie, der er dum og ikke bliver til noget. Jeg har bevist, at det ikke er rigtigt. Jeg er ikke dum og jeg er noget. Jeg er ikke det, jeg troede jeg skulle være, jeg er så meget mere. Mine dæmoner, som aldrig lader en chance gå forbi for at fortælle mig, at den vej jeg er ved at bevæge mig ud på er farlig, brokker sig selvfølgelig lige nu. Fie, hvem er du, hvis du slipper denne overbevisning? Fie du må ikke sige højt du er noget, for det er farligt at tro man er noget. Og Fie hvor skal du gemme dig når det ikke lykkes og det viser sig at du er ingenting, fordi du er dum og aldrig bliver til noget?

Jeg vil nu fortælle en hemmelighed. Man MÅ godt være noget. Jeg ved godt at rigtig mange igennem deres opvækst og liv får indtrykket af, at man ikke må. Men det er ikke rigtigt. Alle mennesker må godt være noget. Og jeg skal ikke gemme mig nogen steder for lige meget hvad der sker, så vil der ikke blive brug for at gemme mig. Der er ingen skam i at mislykkes med noget, det hele handler om, at man har prøvet. Og jeg er Fie Bjørnholt-Schou lige meget, hvad der sker, og jeg har snart gjort så mange ting, som var umuligt i både mine og andres øjne, og jeg er slet ikke klar til at stoppe endnu. Så dæmoner, I kan sige hvad I vil, men jeg gør det alligevel. Jeg giver slip.

Tanker fra Fie Bjørnholt-Schou