Netflix, overspisning, kasket og det evige tvivl

Det er ikke altid let at holde balancen på den tynde line, som det er, at være recovering selvskader. Jeg bruger det engelske udtryk fordi det er det ord der beskriver det bedst for mig. For jeg er recovering selvskade. Jeg har snakket med andre selvskadere og alle jeg har snakket med er enige med mig i, at det at være recovering selvskader er et valg man træffer hver dag og de fleste af os træffer det mange gange i løbet af en dag. Jeg tror de fleste mennesker har et håb om at blive raske, når de fejler et eller andet. Jeg har selv haft en forhåbning om det, og det har taget lang tid at acceptere, at det at være selvskader er noget jeg er nødt til at lære at leve med og at jeg skal leve med det resten af mit liv.

Jeg har de sidste par dage ligget på sofaen og set alt for meget Netflix, spist alt hvad jeg kunne komme i nærheden af og trukket kasketten langt ned i panden når jeg hentede mine børn i børnehaven, fordi jeg ikke kunne overskue der var nogen der skulle opdage det fedtede hår og de opgivende øjne. Jeg bryder mig utrolig lidt om at sidde ude i min bil og tage en dyb indånding fordi det er så anstrengende at skulle tage facade ansigtet på inden jeg åbner bildøren. For jeg skal ligne en mor, der har overskud, når jeg går ind og henter mine børn. Min hjerne kan nemlig slet ikke forholde sig til konsekvensen af, at nogen skulle t,ro at jeg var en dårlig mor og ikke fortjente at have fået mine to drenge. For der er altid en del af mig, som frygter, at der er nogen der kommer og tager dem fra mig fordi jeg er selvskader og derfor ikke må have børn. 

Nogen tror at fordi der ikke er fysiske tegn på selvskade, at så skader man ikke sig selv. Det kan måske være svært at forstå, at den skade man kan gøre ved sig selv inden i ens hovede efter min erfaring, er meget værre end hvad man nogensinde kan gøre ved sig selv fysisk. Og et af de steder, hvor jeg kan skade mig selv mest, er at fortælle mig selv, at jeg er en dårlig mor.

Nu har jeg efter mange års kamp med selvskade efterhånden nogle redskaber til at komme ud af Netflix og overspisning. Så som så mange gange før, er et af mine redskaber at skrive mig ud af det og at snakke med andre mennesker om det. Bare det at stå overfor en anden selvskader som også tør indrømme de kæmper med de samme ting som man selv slås med gør en kæmpe forskel. Det ikke at føle sig helt alene, det hjælper. 

Lige nu kæmper jeg så imod den væmmelse der breder sig i mig ved tanken om alt det jeg har proppet i min krop de sidste par dage og alt det jeg ikke har fået lavet. For jeg ved godt at løsningen ikke er at jeg ikke spiser morgenmad og frokost de næste par dage. Og det er heller ikke en løsning at jeg cykler 30 km to gange om dagen de næste par dage. Eller arbejder ekstra meget for at indhente det forsømte. Det er kun en anden måde at skade mig selv på. Hvilket er rigtig svært at overbevise mig selv om lige nu. 

Derfor er det virkelig en balancegang hver dag at være recovering selvskader. Nogle dage lykkes det og andre dag mister jeg balancen. Og så finder jeg den igen. 

I dag vælger jeg at jeg ikke vil være grusom ved mig selv. I dag vælger jeg at leve med en del af mig selv som jeg på mange måder ville ønske jeg kunne få til at forsvinde. Men jeg vælger i dag at acceptere den del af mig selv. Jeg vælger at spise frokost, hente mine børn tidligt og ikke skamme mig over at det ikke er altid jeg kan holde balancen også selv om jeg måske burde kunne gøre det hele tiden, nu når jeg rådgiver andre om selvskade.

Fie Bjørnholt-Schou