Dette indlæg er skrevet af et menneske der står mig nært og som jeg har stor respekt for. Jeg er så glad for hun har samlet mod sammen til at få et indlæg lagt ud på min blog og jeg håber I alle vil tage godt imod det. Jeg syndet hun er meget stærker end hun tro og hun er i mine øjne et af de smukkeste mennesker både uden på og inden i. Jeg havde ikke noget imod at havde en krop som hende : )
FBBS
Den onde cirkel.
Jeg er en pige på 28 år, som for to år siden fik konstateret spiseforstyrrelsen bulimi. Jeg kom heldigvis hurtigt i behandling, hvor jeg fik hjælp til at komme godt ud af den onde cirkel igen. Men der spøger stadigvæk…
…
Følgende tekst er skrevet på en af de aftener, hvor jeg var allermest træt af mig selv, og jeg bare havde brug for at skive det ned, og dermed få det ud af hovedet.
Mad!
Tænk at det kan være et problem, at have for meget mad.
Hvad skal jeg gøre, når jeg hele tiden tænker på mad, selvom jeg er mæt. Jeg har bare lyst til at spise, men jeg ved også, at jeg sidder med super dårlig samvittighed bagefter, og kan ikke holde ud at være mig selv i min fede krop…og jeg ved det, jeg er ikke ”fed” fed, men jeg ligner ikke det ideal, som jeg gerne vil ligne.
Der ligger mit problem…min indre evige kamp.
Og hvad så, kan jeg sige til mig selv, jeg er jo smuk, som jeg er, og absolut ikke fed!
Hvorfor vil jeg bare så gerne være noget, som jeg ikke kan være, eller ligner en jeg jo ved, jeg aldrig vil komme til at ligne!?
Et realistisk ideal.
Jeg ved, at jeg burde have et realistisk ideal, men det har jeg aldrig haft så hvordan er/føles det?
Jeg ved, hvordan jeg burde have idealer med kurver, de er også smukke, men det er bare ikke sådan jeg vil se ud.
Jeg vil have slanke ben, arme…slank over det hele! OG DET VED JEG, AT DET ALDRIG BLIVER MULIGT! Jeg er en pige med kurver, og sådan er det nu engang.
Øv, hvor kan jeg være træt af mig selv. Først træt af mit udseende, så træt af min vægt, træt af jeg ikke bare kan tage mig sammen til at lade være med at æde så meget, træt af jeg tænker sådan, og til sidst bliver jeg bare træt af at bruge så meget af min gode energi på at være irriteret over mig selv.
Hvorfor!?
Ville jeg nogensinde behandle andre, som jeg til tider behandler mig selv?
Vil jeg nogensinde tænke på andre, som jeg tænker om mig selv?
…svaret er NEJ.
Hvorfor bruger jeg så så meget tid på at straffe mig selv og tænke dårligt om mig selv?
Hvorfor er det jeg vil ligne de tynde piger?
Nogen har sagt til mig, at det er fordi man forbinder dem med lykke, og det at være lykkelig.
Så ubevist mener de at jeg tænker; ”hvis man er tynd, vil det være = lykke”
Sådan synes jeg nu ikke jeg tænker, jeg vil bare gerne være tynd…men hvorfor???
Jeg synes, at jeg har det bedre psykisk, når min mave ikke er udspilet og tøjet strammer, så er jeg mere glad og føler mig godt tilpas.
Den onde cirkel.
Når jeg er nået dertil (og det behøver kun være -2 til 3 kg), har jeg det godt og er tilfreds. Når jeg har tabt mig føler jeg mig så godt tilpas, at jeg ikke har det dårligt over at spise en portion mere, sådan har jeg det lige til vægten er steget igen….den onde cirkel…
Rask i dag.
Denne onde spiseforstyrrelses cirkel har altid været der, men i min behandling for min spiseforstyrrelse, har jeg fået hjælp til at holde den på afstand.
Selvom jeg i dag er erklæret rask, kigger den onde cirkel forbi i ny og næ. Heldigvis er jeg stærk nok nu til at bekæmpe den, og ved hvornår jeg skal sætte ind, for ikke at få et tilbagefald.
Anonym
Kære Anonym og FBBS,
Der skal sgu meget til at skrive sine tanker og følelser åbent ned, så stor respekt for det. 🙂
Og endnu mere respekt til at lægge dem på nettet, OGSÅ selvom man er anonym.
Der er godt FBBS har givet dig lidt plads her på hendes blog.
Det kunne jo være du på et tidspunkt selv havde mod på at starte din helt egen blog. 🙂
Bottom of line… I er sgu begge ret seje 😉
Tanker om gode tanker
M
Kære Gæsteskribent
Godt gået af FBBS og dig at give og tage plads til hinandens synspunkter og problemer, for den bedste hjælp er ofte fælles hjælp til selvhjælp.
Nu må jeg skynde mig at sige, at jeg ikke har forstand på bulimi. Ikke det fjerneste. Men jeg har den forstand på menneskesjæle som kommer af at leve med sig selv og andre i et langt liv. Hvis man da har givet sig tid til at lytte til både glæde og smerte.
Som når H.C. Andersen (ja, ham med eventyrerne, men gør ikke den fejl at tro at de kun var for børn) siger i Snedronningen:
Det var just saadant et af disse Glaskorn, der sprang fra Speilet, Troldspeilet, vi huske det nok, det fæle Glas, som gjorde at alt Stort og Godt, der afspeilede sig deri, blev Smaat og Hæsligt, men det Onde og Slette traadte ordenlig frem, og hver Feil ved en Ting blev strax til at bemærke. Den stakkels Kay han havde ogsaa faaet et Gran lige ind i Hjertet. Det vilde snart blive ligesom en Iisklump. Nu gjorde det ikke ondt mere, men det var der.
(FBBS vil bemærke at HCA stavede som en brækket arm, og dog fik han det halve kongerige, om ikke prinsessen.)
Med det vil jeg prøve at sige, at når du så gerne vil være noget, som du ikke kan være eller ligne en du jo ved, du aldrig vil komme til at ligne, så er det fordi du har splinten af troldspejlet i øjet.
I dit tilfælde gør splinten dig fed selvom du ikke er det. Og ligemeget hvor lidt du spiser eller hvor tynd du bliver vil splinten blive ved med at sige FED. Altså kan du ikke blive som du gerne vil være i dine egne øjne, uanset hvor tynd du bliver.
Det lyder som om du har fået splinten under kontrol, men ikke er kommet af med den (“nu gjorde det ikke ondt mere, men det var der”).
Jeg skal ikke påstå at kunne fortælle dig hvordan du kommer af med troldsplinten, men det er min erfaring, at al fremgang starter med viden og forståelse, så måske hjælper det at blive klar over, at det er sådan det hænger sammen.
De bedste hilsener,
O.