Komfortabel diagnose

Fordi jeg altid har følt mig forkert var det første jeg følte lettelse da de efter næsten et år på Dianalund fandt ud af hvad der var galt med mig. Det var som om der blev løftet en kæmpe byrde fra mine skuldre. Nu kunne jeg endelig slappe af og ikke skjule mig mere. Men der gik ikke lang tid før det gik op for mig at der var INTET der blev bedre af at jeg nu vidste der var noget galt med mig. Den bedste måde jeg kan beskrive det på er, at det var som at tage en kæmpe kappe på som jeg sikkert og trygt kunne gemme mig inden i.
Jeg kunne lægge alt ansvar fra mig, for jeg var jo syg, jeg skulle ikke stå til ansvar for mine egne handlinger, jeg kunne gøre og sige hvad jeg ville uden at tænke på hvad det gjorde ved andre, for jeg var jo syg. Det var ikke mig der gjorde det, det var min sygdom.

Med tiden blev det så komfortabelt for mig og der gik lang tid før det gik op for mig, at jeg gemte mig inde i min sygdom. Den blev hvad mit liv var, mit liv var min sygdom. Den blev grunden til alt jeg gjorde, og grunden til alt det jeg ikke gjorde. Den var som en ond dæmon der overtog mig, og jeg kunne ikke se det eller forstå det. Lige nu er det meget svært for mig at tænke tilbage på hvad jeg har haft gjort mod mig selv for jeg har været så ond mod mig selv. Alt var bare så sort og håbløst, der var ikke andet end sort intethed og jeg var så alene og jeg viste ikke hvad jeg skulle gøre. Der var ikke andet end mig og min sygdom.

Jeg kæmpede mod noget jeg ikke kunne se eller forklare til nogen psykologer, psykiatere eller læger. De forstod det bare ikke. De gjorde deres bedste for at hjælpe mig og det er jeg dybt taknemmelig for. Men de kunne kun give mig redskaberne, det var mig der skulle gøre arbejdet, hvilket jeg ikke var i stand til at gøre fordi jeg fanget inde i min sygdom. De kunne give mig medicin så jeg kunne sove, antidepressiv medicin, medicin for angst, medicin for mine tvangstanker, medicin for hørehallucinationer, medicin for selvmutilering osv. Men jeg var stadig fanget inden i mig selv og det var det jeg ikke kunne forklare dem.

Jeg vil gerne understreje meget kraftigt at jeg ikke er mod nødvendig medicin og det at jeg er i stand til at fungere uden min, er undtagelsen der bekræfter reglen. Grunden til jeg kan er at jeg er født med en enorm viljestyrke og har et netværk og en mand der gør det muligt. Der udover er det noget jeg vælger HVER ENESTE dag. I starten da jeg begynde på dette projekt valgte jeg det hver eneste sekund jeg var vågen.

FBBS