I fosterstilling

I dag er bare en af de dage, hvor jeg normalt var blevet liggende i fosterstilling i min seng hele dagen og haft ondt af mig selv. Jeg har i årevis tilbragt mine dårlige dage  på den måde. Når jeg først gik i ”slummer koma” som jeg kalder det, var der næsten ikke noget der kunne få mig ud af det igen. En dag tilbragt på denne måde medførte endnu en dårlig dag og sådan kunne det forsætte i meget meget lang tid.

Det var/er hverken godt for mig eller dem der holder af mig. Jeg er dog i den meget heldige situation at jeg har et fantastisk netværk som jeg ikke ville være i stand til at leve uden. Der er altid en af dem der har overskud til at hjælpe mig ud af mine ”slummer komaer ” når jeg ikke selv kan finde vejen ud. Jeg får dem stadig med jævne mellemrum, jeg er bare blevet bedre til at styre dem og det er nu mig der kontrollerer dem og ikke omvendt.

I mange år var det min sygdom der styrede mig og den var hele mit eksistensgrundlag. Jeg definerede mig selv ud fra at jeg var syg og var overbevist om jeg på baggrund af det aldrig kunne få et fantastisk liv, mine drømme ville aldrig blive andet end drømme. Jeg var på mange måder glad for at få konstateret  min sygdom for nu viste jeg hvorfor jeg var anderledes og havde følt mig forkert i så mange år. Der var noget galt med mig, jeg var crazy : ).

Til jer som tror jeres liv er slut. DET ER DET IKKE. Jeg ved godt det ikke er til at tro på når alt bare er sort og man er helt ALENE. Jeg vil ikke lyve for jer, vejen tilbage til livet er ikke let og der komme mange tidspunkter, hvor man bare ikke vil andet end at give op, smide håndklædet i ringen og sige; Jeg orker ikke mere, lad mig være, lad mig dø.

Hvis man vil og ikke giver op undervejs kan man komme ud på den anden side. Jeg er gået fra indlæggelse på Dianalund, et sted mellem 15 og 25 piller om dagen (da jeg var på mit dårligste), en livstidsdom om sygdom om aldrig ville blive bedre og en overbevisning om at mit liv var slut. Til i dag at være medicin fri på sjette år, gift med en fantastisk mand som rummer hele mig både sygdom og mine mærkeligheder, går efter at få min drøm om at leve af at skrive opfyldt og er lykkelig.

Da jeg var på mit sorteste sted havde jeg aldrig troet det, hvis der var nogen der havde fortalt mig hvordan mit liv ser ud i dag. Jeg havde ikke engang troet på mig selv hvis jeg var kommet tilbage i tiden og havde fortalt det. Der var ikke noget eller nogen der havde kunne få mig til at tro på at mit liv ville blive godt eller bare ok.

Vejen har været lang og der har været tidspunkter, hvor jeg nær havde givet op, og nogle af dem aner jeg ikke hvordan jeg er kommet igennem, men jeg er her i dag og det er jeg dybt taknemmelig for. Der har ikke været et bestemt tidspunkt eller en bestemt ting, der gjorde at jeg besluttede mig for at der måtte være mere i mit liv end sygdom og mine mærkeligheder. (for de forsvandt ikke fordi jeg fik konstateret en sygdom) Der har været mange forskellige ting og mennesker der har spillet ind.

Helt grundlæggende tror jeg det var mit overlevelsesinstinkt der tog over. For selv om jeg havde et stort ønske om at dø og har været tæt på en enkelt gang, så var der noget inde i mig som nægtede give slip på livet, selv om jeg gerne ville. Jeg er også så heldig at jeg har verdens bedst mor som også nægtede at give slip på hendes ”smukke datter”, som hun kalder mig, og hvis det ikke havde været for hende, så havde jeg ikke været her i dag. Min mor er mit anker her i livet.

FBBS

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *