Når man som mig lever med diagnoer som hele tiden spøger ude i perifere og man aldrig ved hvornår de kan finde på at lave et bagholds angreb, kan det være utrolig demotiverende når man får et tilbage fald. Ligesom man synes alt går rigtigt godt og man er begyndt at tage huld på et nyt kapitel i sit liv, vågner man op en morgen uden varsel og har det bare skit igen. Det jeg har fundet ud af gennem mit forløb er, at når jeg har det rigtigt godt og tingene køre, kan jeg godt have rigtigt svært ved at være i det gode. Når man har levet med en masse lort i meget lang tid, kan det være svært at forholde sig til det gode. For mig har det været en form for ubevist selvsabotage. Det har altid været svært for mig og tro på at jeg fortjener at have det godt og derfor har jeg i parioder af mit liv bevist/ubevist øddelagt det gode fordi jeg ikke troet på det ville holde afligevel.
Jeg har lagt mærke til at det tit sker i sammenhæng med forandringer i mit liv. Når der sker en forandring som er fantastisk og som er en masse skrit fremad, så når jeg et punkt, hvor jeg ikke kan holde det ud længer og jeg tager 20 skrit tilbage igen. Det er selvfølgelig super irriterede, men det jeg har lært af det er, at det virkelig er lettere at går de samme skrit frem når man har gået dem en gang før. Alt det man lære om sig selv gennem procesen går aldrig tabt og når man først har taget et skrit frem så er det skrig meget lettere at tage igen. Det er første gang man tager et nyt skrit det er svært.
Jeg har nu snart levet med mine diagniser i 10 år og jeg kan stadig i et split sekundt blive ramt af panik over mit dejlige liv. Især nu hvor jeg er blevet mor. Kan jeg forlange mere godt i mit liv, som udgivelse af min bog? Eller at mine foredrag kommer op at køre og jeg kan komme til, at leve af min hobby?
Nu når jeg sider med min dejlige søn på skødet og skriver dette indlæg, som jeg snart her været over en uge om at skrive, fordi han gør krav på min opmærksomhed hele tiden, bliver jeg ramt af en blaning af glæde og angst. Kan det virkelig passe, at jeg kan være så heldig som jeg er. Kan det vare ved? Eller ligger der noget ondt og venter lige rundt om hjørnet? Disse tanker er selvfølgelig ikke nogen jeg tænker hele tiden, men de ligger og lure bagest i mit hovede. For selv om jeg er kommet langt, så er der dage, hvor jeg er så lykkelig over mit liv, at jeg kan blive bange for om mit læs lige pluseligt velder og mine diagnoser invadere mit liv igen.
Men jeg ved, at hvis det skulle ske, at jeg får et tilbagefald, så vil det ikke være verdens ende. For jeg ved, jeg har kæmpet mig tilbage før. Og jeg kan gøre det igen, hvis det skal være : )
Fie Bjørnholt
jo længere der bliver mellem dine tilbagefald, og jo længere du har det godt, det vil måske også give dig mere ro og tro på, at livet også kan være dejligt og at det onde ikke altid behøver at komme.
Knus Kissa