Jeg når altid et punkt, hvor jeg ikke længer kan holde ud at jeg skubber alting forand mig. Jeg er heldigvis nået det punkt nu. Jeg kan ikke længer holde ud at være en struds. Derfor kom jeg i sidste uge igang med at skrive og i denne uge er det min træning og mad der står for skud. Nu handler det så om ikke at ville for meget på en gang, hvilket jeg ikke er så godt til, når jeg først har besluttet mig for noget. Derfor har jeg lavet aftaler med mig selv, som er realistiske. Det er en af de ting jeg har måtte lære rigtig mange mange mange gang. SÆT realistiske mål. Det nytter ikke noget for mig, at gå fra 0 til 100. Det går bare galt.
Man skulle tro at jeg efter over 10 års erfaring med at leve med mine diagnoser havde lært ikke at gå i struds. Men det har jeg ikke. Tilgengæl har jeg lært at tage mig sammen og komme ud af det igen. Og jeg kan helt ærligt sige, at det bliver letter gang for gang. Tilgengæl kan jeg mærke, at jeg ikke længer er så bange for lave en struds, fordi jeg ved jeg kan komme ud af det igen. Jeg har ikke helt gjort op med mig selv og det er en god ting eller en dårlig ting.
Det sidste halve år har være hektisk og der er sket meget. En af de største ting der er sket er at jeg og min familie er flyttet på landet. Efter rigtig mange overvelser og snakke frem og tilbage blev min mand og jeg enige om, at der skulle noget andet til end en lejlighed på Nørrebrogade. Det har været en meget lang procer at nå til den erkendelse, at vi var færdige med at bo i byen. Når man som os altid har elsket at bo i Kbh og ikke havde forstillet os, at vi nogensinde ville få lyst til at flytte. Så det var endnu en ting vores lille søn lavede om på. Efter at have været omkring nord Sjælland; Midt jylland og Møn er vi endt på nord Falster. Vi flyttede ind for lidt over en månede siden og det er den bedste beslutning vi har taget nogensiden, udover at få vores søn. Jeg har fundet ro og overskud. Jeg elsker stilheden. Når jeg kigger ud af mine vinduer kan jeg se skov, marker og heste. Jeg bliver fuldt med inspiration. Nu glæder jeg mig til min søn er kørt rigitg ind i sin vuggestue. For jeg er SÅ klar til at arbejde igen : )
Fie Bjørnholt-Schou
Med fare for at lyde gammeldags og kedelig kan jeg anbefale at lave nogle faste rutiner for at få has på strudseriet.
Mange kunstnere, især de skrivende, arbejder bedst ved at lægge arbejdet i faste rammer, f.eks. 2 timer hver formiddag og 2 timer hver eftermiddag (eller 1 eller 3, hvad der nu er plads til for alle de andre ting der fylder livet).
Med skemalagt arbejdstid er der ikke nogen undskyldninger: man sætter sig ned og arbejder i den tid man har sat af. Hvis den store inspiration udebliver, så lav noget af alt det mere banale der også er en del af at skrive – skriv på synopsen, læs korrektur på det du skrev i går, research en detalje, uddyb en personbeskrivelse, få helt styr på kronologien.
Hvad som helst, bare SKRIV. Det sætter en proces i gang, så resten begynder at komme af sig selv. Og så appellerer rutinen til den snert af OCD som gemmer sig i os allesammen 😉