I processen med at lave bloggen har jeg opdaget noget nyt om mig selv. Jeg higer efter ros og anerkendelse fra andre. Jeg søger den hele tiden og når den kommer kan jeg ikke tage den ind. Det preller af som olie på vand. De sidste par dage har jeg tænkt meget over dette. Jeg bryder mig ikke om den side af mig selv og det understeger bare hvor usikker jeg stadig er. Jeg føler jeg står der med hatten i hånden, store blå øjne og tigger om ros, lidt undskyldende: ”I behøver endelig ikke rose mig hvis I ikke synes jeg fortjener det. For det er kun lille mig der har lavet det og jeg dur ikke rigtigt til noget. I må ikke sige noget godt, bare fordi I har ondt af mig, hvis I ikke mener det I siger. Jeg ved jo godt inderst inde det er noget pladder.” Sådan kunne jeg forsætte i det uendelige.

Jeg har så længe jeg kan huske altid drømt om anderkendelse, men aldrig ment jeg fortjente den, Continue reading “Anderkendelse del 1” →