I processen med at lave bloggen har jeg opdaget noget nyt om mig selv. Jeg higer efter ros og anerkendelse fra andre. Jeg søger den hele tiden og når den kommer kan jeg ikke tage den ind. Det preller af som olie på vand. De sidste par dage har jeg tænkt meget over dette. Jeg bryder mig ikke om den side af mig selv og det understeger bare hvor usikker jeg stadig er. Jeg føler jeg står der med hatten i hånden, store blå øjne og tigger om ros, lidt undskyldende: ”I behøver endelig ikke rose mig hvis I ikke synes jeg fortjener det. For det er kun lille mig der har lavet det og jeg dur ikke rigtigt til noget. I må ikke sige noget godt, bare fordi I har ondt af mig, hvis I ikke mener det I siger. Jeg ved jo godt inderst inde det er noget pladder.” Sådan kunne jeg forsætte i det uendelige.
Jeg har så længe jeg kan huske altid drømt om anderkendelse, men aldrig ment jeg fortjente den, derfor har jeg heller ikke fået den. Min krop og hjerne er blevet så bekendt med denne følelse af ” ikke at være god nok”, at de ikke kan finde tryghed i nogen andre følelser.
Min drøm har altid været at skrive, men jeg har altid sagt til mig selv at det aldrig kunne blive til noget fordi jeg er dårlig til at stave og derfor var jeg dum. Når jeg har taget mig selv i at drømme om det alligevel er drømmene altid endt med en konklusion på, at det i sidste ende var bedst ikke at prøve for så ville jeg ikke blive såret eller skuffet.
Da jeg for en måned tid siden kom i en situation (som jeg ikke havde planlagt), hvor min mands gudfar, som jeg har den største respekt for, spurgte om han måtte læse noget af det jeg havde skrevet, befandt jeg mig på meget usikker grund. Jeg havde mest lyst til at sige nej, for jeg følte ikke jeg var klar til at få ærlig besked om mit skriveri endnu. Men jeg valgte at se frygten i øjne og gav ham et godt udpluk af det jeg havde skrevet.
Jeg var så nervøs for jeg havde tit ligget i min seng og tænkt på om jeg en dag ville blive modig nok, til lige netop at vise ham det jeg havde skrevet. Jeg har vidst lige siden jeg mødte ham at det var ham der kunne fortælle mig om det kunne bruges til noget.
Hvis jeg siger, at jeg i mit hoved har gennemgået de første tusind scenarier for hvordan en sådan situation kunne ende, lyver jeg ikke. Jeg så mig selv stå der lidt undskyldende uden for hans kontor og vente på DOMMEN : ). De fleste scenarier endte selvfølgelig med, at han på en pæn måde fortalte mig der ikke var noget i det og jeg nok skulle finde på noget andet.
Der er ikke nogen der kan forudse hvordan et andet menneske vil reagere, man kan tro man kan, men man ved aldrig noget med sikkerhed. Derfor var det også meget surrealistisk da jeg pludselig stod der i en situation som jeg havde drømt om så mange gange. Virkeligheden viste sig også at være meget bedre end noget scenarie jeg selv kunne have fundet på. Jeg har læst den mail han sende mig 100 gang og kan stadig ikke rigtigt tro på det: ”Det her er meget mere end bare ’godt nok’”. Det er jo helt fantastisk, men som jeg skrev i starten af dette indlæg, så har jeg meget svært ved at godtage den anerkendelse og ros, som jeg har fået af min mands gudfar for mit skriveri og for det jeg har skrevet her på bloggen. Jeg burde være blevet ekstatisk, men i stedet for fik hans anerkendelse mere eller mindre den modsatte effekt; jeg gik i sort.
FBBS
