Socialt akavet

Sociale situationer er ikke en af mine spidskompetencer, jeg håber jeg på et tidspunkt kommer til at finde så meget ro i hvem jeg er at jeg kan være afslappet i sociale situationer. Jeg får det som om jeg svæver ud af min krop og betragter mig selv ude fra. Jeg ser mig selv sige og gøre ting som er helt ude i hampen og upassende. Jeg vil gerne stoppe mig selv, men jeg kan ikke.

Fordi jeg ikke ved hvem jeg er, bliver min opførelse akavet og uægte. Jeg har hele mit liv brugt så meget energi på at imitere andre og forsøgt at opføre mig som jeg tror jeg skal, at min opførelse på grund af det netop er blevet akavet. For man kan ikke være noget, man ikke er.

I dag er jeg meget mere tro mod hvem jeg er, men det er svært fordi der inderst inde i mig stadig er noget der tror, der grundlæggende er noget galt med den jeg er. Der er meget få mennesker der har fået lov at møde mit sande jeg, for det kommer kun frem når det føler sig helt sikker på, at det befinder sig i sikre rammer.

Jeg tager tit mig selv i at sidde i sociale situationer og opføre mig totalt socialt akavet, det er frydeligt og jeg bliver så flov over min opførelse. Det sker hver gang jeg føler mig usikker, hvilket jeg gør meget tit.

Jeg prøver virkelig at finde ud af, hvorfor jeg bliver ved med det og hvorfor det altid sker når det er nye mennesker jeg møder og hvorfor det altid sker med nogle af de samme mennesker.

Helt tæt på mig er der mine svigerforældre. Jeg kan ikke være mig selv i deres selskab, de gør mig så usikker på hvem jeg er. Rationelt ved jeg godt at de godt kan lide mig, de har aldrig givet udtryk for andet, men der er bare et eller andet i min mave der siger mig at de ville havde ønsket noget andet for deres søn end mig. På mange måder er vi nok bare kommet forkert ind på hinanden og jeg kan godt forstå hvis de synes jeg er en mærkelig en og ikke rigtig kan finde ud hvad jeg er for en person. Eftersom jeg endnu ikke har kunne være mig selv i deres selskab og bliver som en elefant i et glashus i deres selskab er der heller ikke noget at sige til det.

Jeg håber jeg en dag kommer til at hvile så meget i mig selv at de også kan for lov at møde mit sande jeg, og ikke en elefant med sved på panden, konstant anspændthed og akavet fremtoning.

Lige nu har jeg en bedre ide om hvem jeg er end jeg har haft før. Det er kun i korte momenter jeg kan holde roen indeni, men det er en dejlig følelse når det sker. Det er ikke altid der er overensstemmelse mellem hvem jeg er og hvem jeg gerne vil være. For jeg vil jo i virkeligheden gerne være denne her helt vild dejlige, fantastiske person som bare hviler i sig selv og som alle godt kan lide. Det er sådan jeg opfatter dem som jeg anser for at være normale. I modsætning til da jeg var yngre, ved jeg nu, at alle har det sådan, at der gemmer sig en usikkerhed bag alles facader og dem man tror der har styr på det hele er ofte lige så usikre som en selv og bange for, at der er nogen der opdager at de slet ikke er så fantastiske. Det kan være svært at tro der er andre der har det som en selv, for der er aldrig nogen der snakker om det. Derfor er der så mange der går rundt og tror det kun er dem, i stedet for at være åbne og fortælle om deres usikkerhed.

Da jeg gik i folkeskolen troede jeg op til midt i 9 klasse at jeg var lesbisk, jeg var ikke tiltrukket af nogen piger, men der var aldrig nogen drenge der ville være sammen med mig, de ville alle være sammen med min bedste veninde. Derfor konkluderede jeg at der måtte være noget galt med mig. Hver gang der var fest var det altid mig der stod tilbage og kiggede på at de andre dansede. Jeg husker tydeligt den fornemmelse at stå der i sit fineste tøj, håret sat og tusinde sommerfugle i maven og bare håbe på ham den søde ville komme hen og spørge om jeg ville danse, men det gjorde han aldrig. At stå der med den her følelse af at være forkert og ikke god nok har lavet nogle dybe sår i min sjæl og jeg tror det er på grund af disse oplevelser, at et af mine største ønsker er bare én gang at opleve at jeg kommer ind i et rum og alle bare vender sig om og kigger på mig fordi jeg er Gude skøn. Bare at få lov at være ballets dronning for en aften.

Jeg har nok altid haft det som om jeg stod uden for det mest fantastiske vindue og kiggede ind på noget som så helt specielt ud, men som jeg aldrig ville kunne blive en del af fordi det var uopnåeligt for sådan en som mig. Deraf kommer min higen efter anderkendelse nok også og dette ønske om at være noget specielt. Det her er ikke nogle særlig rare ting at skulle sige om sig selv, men jeg tror åbenhed kan løse meget. Hvis alle begynde at sige de værste ting om dem selv højt og fandt ud af at folk ikke løb skrigende væk, men at de også selv havde ting de ikke turde sige højt, så tror jeg vi kunne komme mange ting til livs. Så til jer alle! Snak sammen fortæl det hele, fortæl hele sandheden, lad vær men at skjul jer.

FBBS