Julen

Jeg har et ømt punkt når det kommer til jul, fordi det var noget jeg havde sammen med min far og jeg bliver altid lidt trist på denne tid af året.

Min mand og jeg har nu i fem år prøvet at mingelere rundt i alt det her jule ståhej for at finde en måde som fungerer for os, især for mig, men det er ikke lykkes så godt og i år er ikke nogen undtagelse. De bedste år har været når vi har været af sted på skiferie, for når vi er af sted er det ens for begge vores familier, der er ikke nogen der er sammen med os.

Sidste år gik det helt galt, ikke kun på grund af det var jul, det havde bare været et meget langt år og vi kørte på de sidste resurser. Derfor besluttede vi i februar at vi ville holde jul hjemme i vores nye lejlighed i år. Vi besluttede også at vi kun ville holde jul en gang og det var den fire tyvende modsat til de foregående år hvor den har stået på juleaften 3 dage i træk.

Jeg har haft meget svært ved at give slip på jul ”som den plejede at være”  fordi det betød at jeg skulle give slip på min far og den familie jeg havde engang. Det var først her i sommer at det gik op for mig at jeg nu havde en ny familie og at min mand og jeg skulle skabe vores egen jul og traditioner. Det gik op for mig at jeg aldrig ville kunne genskabe det jeg havde engang. For det var væk, jeg havde kun minderne. Derfor ville vi i år skabe vores egne minder.

Det vi synes er sværest ved denne tid på året er at man gerne vil tilfredsstille alle i vores familier og nå at se dem alle og julehygge. Men det er ikke muligt for os. For det første kan jeg ikke være samme med så mange mennesker hver dag så mange dage i træk, heller ikke når det er familie og jeg kan slet ikke tåle at blive udsat for alt julemaden og juleslikken. Vi har bare haft meget svært ved at gøre det der var rigtigt for os, for det er ikke let at sige nej til familie. Vi troede vi i år havde gjort et forsøg på at gøre det rigtige for os selv, men der er aldrig noget der bliver som man havde håbet på når det kommer til julen.   

Det var en svær beslutning at tage at vi ville holde jul hjemme hos os selv i år, men det var den rigtige for vores lille familie og vi er en lille familie også selv om den kun besår af to medlemmer. Jeg føler nogle gange at vores lille familie bliver negligeret af andre, fordi den kun består af to medlemmer og det gør faktisk lidt ondt.

Vi vil selvfølgelig gerne se og være sammen med begge vores familier i julen, men vi er alle blevet voksne, har fået mand og børn, nogen er skilt og der er rigtigt meget der skal gå op i en større enhed før alle kan føle sig tilgodeset. Og her må jeg bare sige at som voksen uden børn kan man hurtigt føle at ens tilstedeværelse er lidt overflødig når dem med børn er der. Hvilket er helt forståeligt. Det der ikke er forståeligt er at når børnene så ikke er der, bliver ens mangel på tilstedeværelse lige pludselig bemærket. Jeg tror der er mange der bliver fanget i: Bør og skal og vi kan ikke være andet bekendt kasserne når det kommer til julen. Og presset af at føle at man skal gøre alle tilfredse og det er virkelig udmattende og for at være helt ærlig er jeg lige nu så træt af at skulle være høflig og lade som om jeg synes det er hyggeligt det er jul.  

Jeg har altid elsket julen, men de sidst fem jule har virkelig tæret på min jule glæde, jeg har meget svært ved at finde den og glæder mig slet ikke til på lørdag. Det gør mig meget trist for det at glæde sig til juleaften og min fødselsdag er en meget stor del af den jeg er og jeg savner den barnlige glæde og spændingerne i maven. Jeg savner at havde lyst til at lede efter min julegave fra min mand, lige nu kunne han ligge den lige foran mig og jeg ville trække på skulderne. Jeg ved ikke hvor min glæde er forsvundet hen eller hvorfor den er væk. Jeg håber bare på den kommer tilbage og at vi til næste år finder en måde hvorpå julen ikke bare bliver noget der skal overstås.

Jeg ved godt hvorfor den er væk. Jeg har ikke nogen at dele den med. Min mand er ikke den store jule fan, min lillebror er stadig sur på mig over at jeg svigtede ham og tog ud og rejste i julen i stedet for at være sammen med ham, min mor kan ikke glæde sig over julen længere fordi min far er død og min mands bror syndes bare jeg er vildt latterlig fordi jeg elsker julen og spreder ikke meget julestemning omkring sig. Så hvorfor skulle jeg glæde mig til på lørdag? (det skal lige siges at tårerne triller ned af mine kinder lige nu, for jeg er virkelig ked af det) Lige nu ville jeg bare ønske at julen aldrig ville komme igen og måske skulle jeg konvertere til budisme for at slippe for denne lorte helligdag. Og vi har ikke engang plads til et juletræ fordi vi bor i en mini lejlighed. Nu vil jeg ligge mig i min seng og tude indtil der ikke er mere vand i min krop og havde lidt ondt af mig selv og synes livet er noget lort. Bagefter vil jeg rejse mig op trække på skulderne og acceptere at julen for evigt er ødelagt og at den aldrig kan blive som den var fordi min far er død.

FBBS