21 Snit i armen

Dårlig dårlig dag, som jeg slet ikke ved hvordan jeg skal begynde at forklare. Jeg vågnede sent havde sovet mærkeligt og var i rigtig dårligt humør. Det hjalp ikke at min mand bare lå og spillede PlayStation og slet ikke registrere noget omkring sig. Rodet i lejligheden begynde langsomt at fylde mere og mere og det var som om der kom mere af det jo mere jeg tænkte på det.

Det er meget svært at forklare, hvad det er der sker inde i mit hoved, men det er mest af alt som om der er noget mørkt der overtager mig, som om jeg bliver besat af noget jeg ikke kan kæmpe imod. Det indtager mig langsomt og jeg kan ikke gøre noget, fordi jeg ikke lægger mærke til det at det sker, før det er for sent.

Rodet fylder, jeg bliver irriteret over det mindste og har bare kun lyst til at råbe og skrige af min mand, bliver så træt af ham, vil bare have han går. Prøver på at distrahere mig selv med at vokse ben og prøve på at få styr på alt rodet (som ikke er der). Min mand får mig efter et mindre flip lidt ned på jorden igen og jeg føler selv jeg har det bedre.

Men mens han går i bad kommer det igen, jeg kan kun se rod og jeg kan ikke overskue det og jeg vil stadig bare have han går. Der er så meget larm i mit hoved og jeg kan ikke finde hoved eller hale i noget af det, det larmer bare og jeg kan ikke tænke klart. Min tanker kører så meget rundt at det føles som om hele mit hoved dunker og jeg har det som om det snart springer i luften.

Jeg ser på mens jeg skændes med min mand, ved ikke om hvad, der kommer ord ud af min mund, men ved ikke hvad jeg siger. Jeg kan se jeg gør ham ondt og det gør mig så trist. Jeg ved jo han skal ud af døren, så hvorfor gør jeg det her mod ham? Hvorfor gør jeg ham så ondt? Hvorfor ødelægger jeg ham? Det ender med han bliver nød til at gå, og jeg får samlet nok kræfter sammen til at se ud som om jeg er sådan nogenlunde ok, så han kan gå sin vej.

Det eneste jeg har hørt ham sige er at han er brugt op og ikke kan holde til det her. Jeg ved ikke om det er noget han har sagt i virkeligheden for jeg har ikke længere selv styr over hvad min hjerne hører og ikke hører.

I det øjeblik døren lukker sig bag ham, synker jeg sammen på gulvet og bliver overrumlet af så mange tanker at det gør fysisk ondt på mig. Det hele køre rundt, det er slut jeg kan ikke blive ved med at gøre det her mod ham, jeg kan ikke blive ved med at ødelægge ham, det er ikke fair. Jeg ødelægger alle dem der holder af mig og det er ikke fair, jeg kan ikke blive ved med at gøre det her mod dem. Kniven er min eneste mulighed for ikke at miste mig selv helt ude i mørket. Men hver snit kan jeg langsomt mærke jeg kommer tilbage i min krop og jeg kan begynde at tænke mere klart, det krævede 21 af dem i min arm. Kan stadig blive helt fascineret af at se blodet pible ud og tanken om at det er lige meget hvor hårdt jeg presser kniven mod min hud, så gør det ikke ondt.

Ved godt jeg bliver nødt til at træffe en beslutning og jeg ved godt at det eneste rigtige er at give slip på ham og sætte ham fri. Jeg elsker ham for højt til at blive ved med at ødelægge ham og jeg kan ikke blive ved med at udsætte min familie for det her. Det er på tide jeg tager den beslutning jeg skulle have taget for mange år siden. Jeg bliver nød til at indse at det aldrig bliver bedre, jeg er syg og jeg bliver nødt til at smide håndklædet i ringen. Det er på tide jeg kommer et sted hen hvor jeg ikke kan gøre nogen ondt.

Beslutter at ringe til min mor og få hende til at hente mig og så tage den derfra. Er sikker på jeg kan finde et sikkert sted at bo, hvor jeg ikke kan komme til ødelægge nogen. Det er det, der er det rigtige at gøre, det ved jeg. Han vil helt sikkert ikke blive glad, man han er stadig ung og der er masse tid til at han kan møde en anden som han kan blive lykkelig sammen med, en der ikke er fucked up som mig. Fordi jeg elsker ham så meget kan jeg ikke blive ved med at ødelægge ham og det eneste rigtig at gøre er at sætte ham fri.

Min mor er dog ikke enig med mig og prøver på at overbevise mig om at han aldrig vil give slip på mig, men jeg kan ikke tro på hende. Han bliver nød til at give slip på mig for hans egen skyld, hvorfor kan hun ikke forstå det. Lige meget hvad hun siger så ved jeg inderst inde at det er det rigtige at gøre, at forlade ham. Men jeg kan ikke stoppe hende, hun ringer til ham og siger han skal køre hjem, fordi jeg vil have hun kommer og henter mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og panikken breder sig. Han er så presset og det sidste han har brug for er at hans hustru ligger på køkkengulvet med blod over det hele. Hvis jeg havde kunne bevæge mig var jeg løbet min vej, men min krop er lammet.

Da han kommer hjem er det første han gør at ligge pres på min arm for at få det til at holde op med at bløde, derefter holder han om mig og sige at det er lige meget hvad jeg gør, så forlader han mig aldrig og at det er ham der bestemmer hvornår han har fået nok og ikke mig.

Jeg kan godt høre hvad han siger, men hvad er jeg for et menneske når jeg bliver ved med at ødelægge en jeg elsker så højt? Hvad er jeg for et menneske?

FBBS