I morgen bliver det bedre!

Mit sidste indlæg ”21 snit i armen”, var en meget dårlig dag. Sidst jeg havde så dårlig en dag var præcis et år før, den 27/12-2010. Det er lidt skræmmende at tænke på, at det næsten på sekundet var samme dag og samme tidspunkt, jeg brød helt sammen på, sidste år.  Jeg er meget træt og har brugt meget energi på at forholde mig til alt det der skete i mig. Jeg sidder tilbage med en følelse af at det stadig ville være bedre for dem jeg elsker, hvis jeg ikke var her og det er meget svært for mig at forstå at de ikke ser mig som en belastning som ødelægger dem, men som en stor resurse i deres liv, som de ikke kunne forstille sig at leve uden.

Det er svært at forholde sig til når man ser sig selv som et kæmpe grimt monster som bare tager og tager uden at give noget igen. Når jeg ser på de mennesker som jeg elsker og ser hvor ondt det gør på dem, når jeg har sådan en dag hvor det hele bare løber fra mig, gør det næsten mere ondt end alt det mørke. Jeg kan se hvordan det tapper dem for energi og hvor hjælpeløse de føler sig. Jeg ville gøre alt i denne verden for ikke at udsætte dem for det. Men der er ikke nogen af dem der vil give slip på mig. Jeg ville uden at blinke tage et sted hen hvor jeg ikke kunne gøre dem ondt mere, men de vil ikke give slip på mig. Jeg kan ikke forstå de virkelig elsker mig så meget at de vælger at dele dette helvede med mig. Det er ikke til at forstå.

Jeg prøver at se fremad og samle al min styrke sammen så jeg igen kan se livet i øjnene, jeg prøver virkelig på ikke at give op, men jeg er træt. Jeg er så træt.

Jeg har lavet denne blog for at give andre håb om at der er en vej igennem mørket, at man kan få et godt liv selvom man er syg, man skal bare vælge det. Man skal vælge at det ikke er ens sygdom der styrer slagets gang. Lige nu finder jeg det meget svært at tro på mine egne ord. Men jeg ved jo det er rigtigt, jeg er kommet igennem mørket så mange gange før og det her bliver ikke sidste gang jeg skal kæmpe mig igennem det. Der er bare ikke meget kampgejst i mig lige nu, det er kun troen der holder mig oppe. Jeg ved det bliver bedre i morgen.

Min arm gør ondt og når jeg kigger på den er det svært at tro det virkelig er mig der har lavet alle de snit. Det er noget underligt noget, jeg kan kun svagt huske jeg gjorde det. Jeg husker det som om jeg var ved at drukne i mørket og det var min redningsvest, som gjorde jeg ikke synkede ned i mørket og forsvandt. Det er smerten der holder mig i live. Jeg har engang hørt i en film: Smerten er din ven, det betyder du ikke er død. Det kan jeg godt forholde mig til.

Jeg tænker hele tiden på at skære i mig selv og venter endelig kun på min arm heler så meget at jeg kan skære igen. Det fylder rigtig meget i mit hoved, jeg prøver på at ignorere den stemme der hele tiden siger jeg skal gøre det lige så snart jeg kan, men det er svært. Jeg håber det bliver bedre i morgen, måske får jeg nogen kræfter tilbage i morgen. Jeg har ikke været uden for min lejlighed længe, får angstanfald hver gang jeg tænker på det. Men det har været en bedre dag i dag end det var i går, så det er altid noget.

Alt i alt kæmper jeg lige nu rigtig hårdt for at komme tilbage til livet, men det er svært og har bare brug for lidt opmuntring. Det er utroligt hvor meget det kan gøre at høre nogen sige: Det skal nok gå og at det ikke er i denne omgang jeg giver op.

FBBS