Tillid

Tillid til fremtiden er en af de ting der har hjulpet mig igennem mange af de svære tider. Når jeg tænker tilbage på min ungdom, der hvor jeg virkelig kan huske at jeg ikke havde lyst til at være her i verden mere, var noget af det der fik mig til at sætte det ene ben foran det andet, at jeg dybt inde i mig havde tillid til fremtiden, der var noget der fortalte mig at det nok skulle blive bedre.

Når jeg tænker tilbage på min barndom og ungdom kan jeg ikke komme med nogen forklaring på hvorfor jeg var så ulykkelig, bange og trist hele tiden. De psykologer og personer som jeg har snakket med, kan heller ikke forklare det, for jeg havde en dejlig og sikker barndom. Jeg er vokset op et dejligt sted på landet, mine forældre var lykkelig gift til min far døde, jeg har aldrig været udsat for vold, overgreb eller svigt. Jeg er blevet mobbet i skolen, men ikke så voldsomt at det burde have sat dybe spor i mig. Det at jeg altid har følt mig anderledes, burde heller ikke kunne have sat disse dybe spor i mig.

Lige nu går jeg til kropsterapi fordi jeg gerne vil arbejde med min krop, for at prøve på at få den til at give slip på gamle dårlige vaner. Noget af det første jeg blev spurgt om var, om jeg har været udsat for et overgreb eller svigt, for min krop viste store tegn på det. Men det har jeg som sagt ikke.

Det eneste jeg kan komme med af forklaring er at min mor er blevet overfaldet da hun var 16. Hun blev slæbt med ind i en bil og kørt væk. Hun var dog så heldig og stærk at hun fik rullet bilruden ned bag i bilen og hoppede ud af denne mens den kørte. Derefter blev hun jagtet henover en frossen mark i totalt mørke. Heldivis kende hun området bedre end overfaldsmanden og hun slap væk. Senere på aften slog han en anden pige ihjel. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvor voldsom en oplevelse det må have været for min mor og dengang fik hun bare at vide at hun bare skulle lade være med at tænke på det og derefter snakkede man ikke mere om det. Hun fik også at vide at hvis hun ikke tog sig sammen kom hun på sindsygeanstalten og fik elektrochok.

Denne tendens jeg har til at skjule alting kunne meget vel stamme fra min mor. Plus min store trang til at beskytte min mor. Jeg har jo fået denne historie fortalt og har altid synes at det var så synd for min mor og jeg har altid skulle passe på der ikke skete mig noget, så hun blev ked af det igen. Min mor voksede op i en tid hvor man ikke snakkede om tingene , man skjulte alting. Mine forældre har altid forsøgt at skabe et miljø hjemme hos os som gjorde at jeg og min lillebror altid kunne snakke med dem om alt, men på trods af deres forsøg har jeg nok taget det modsatte til mig. Det giver ikke mening, men jeg tror det er det der er sket.

På trods af at jeg har haft skjult mit sande jeg og alt andet jeg troede kunne gøre mine forældre kede af det eller skuffe dem og generelt levet i angst, panik og frygt inde i mit hovede og når jeg følte mig mest alene i mørket, altid haft et lille bitte holdepunkt eller lille lys som var tillid til at det nok skulle blive bedre i fremtiden. Jeg tror ikke jeg var kommet igennem alt det mørke hvis jeg ikke havde haft denne tillid. Det er også troen på tilliden jeg nu bruger til at holde fast i de gode følelser jeg har. Jeg har fuld tillid til at de gode følelser er kommet for at blive og fuld tilid til at jeg er på rette vej med mine nye tiltag.

FBBS