Her igår var jeg inde og læse på en blog, hvor en kvinde skrive om hverdagen efter hun har haft kræft. Det sidste indlæg handler om at hun snart skal til kontrol på hospitalet og, hvilke føleleser og bekrymringer det vækker i hende. Jeg tog mig selv i at blive misundelig på hende. Dette kræver nok en forklaring.
Det er ikke første gang jeg har misundet en der har kræft. Der er sikkert ikke nogen af jer der vil kunne forstå hvorfor, men jeg vil nu forsøge at forklare det. For det første kan de fleste folk forstå ordet kræft og de føler med dem der har fået det. Jeg møder sjældent folk der forstår alvoren i hvad det vil sige sig at lide af en psykisk sygdom. At det er lige så alvorligt som at have kræft. Og grunden til jeg blev så misundelig igår var at jeg ville give alt i denne verden for at kunne gå til kontrol, for at se om alt mit “lort” er kommet tilbage. For det er en af mine største bekrymringer, kommer det tilbage eller om jeg er så heldig at jeg kan blive ved med at kontrolere det hele. Siden min store nedtur sidste jul har jeg haft det rigtig godt og gjort store fremskrit igen og krydser nu fingre for at det kan holde denne gang. Men hvor ville det være dejligt at kunne komme til en kontrol på hospitalet, hvor der var en læge der sagde at alt ser fint ud : )
Jeg håber ikke i misforstår dette som ynk og selvmedlidenhed for det er ikke ment på den måde, det er bare ren misundelse. Misundelse er vel også at man vil have noget som andre har. Der er sikkert også nogle af dem der har kræft der misunder mig. Alt kommer jo altid an på hvilke øjne der ser ; )
FBBS
Hej FBBS,
Forstår dig ganske udemærket.
Knus og de bedste tanker
M
Tak det er jeg virkelig glad for at høre : )
FBBS
Og glad for du stadig læser med : )
Jeg forstår godt din sammenligning mellem psykisk sygdom og kræft og ikke mindst den mangel på erkendelse af psykisk sygdom, som mange har.
For at sige det firkantet er det simpelthen nemmere at forholde sig til et brækket ben end et brækket sind, og dertil kommer den berøringsangst, som findes overfor sindslidelser. Men det gjaldt også kræft i mange år, og det er kun de sidste få år, at folk er begyndt at tale åbent om kræft.
Det er bl.a. sket ved at patienterne selv er begyndt at skrive bøger og på anden måde bringe sygdommen frem i det offentlige rum. På samme måde får den store interesse for handikap-OL lige nu folk til at se forbi atleternes handikap og få menneskerne i forgrunden.
Det er det, du er i gang med omkring psykisk sygdom, så bare klø på med at fortælle – især unge mennesker – både hvordan det er at være anderledes, og at resten af mennesket iøvrigt er helt normalt.
Tak O, dejlig kommentar : ) Og glad for der ikke er nogen der har misforstået mig.
FBBS