Siden oktober hvor jeg aktiverede min blog har jeg stået med tåspidserne ude i lyset uden helt at turde gå helt ud i det. I går tog jeg så skridtet helt ud i lyset og det er en fantastisk fornemmelse at mærke det varme lys på mit ansigt. Det jeg troede var farligt var slet ikke så farligt. Der er allerede rigtig mange der har været inde at læse med og jeg har svært ved at beskrive hvor glad det gør mig. Så tak til alle jer : )
Der er mange der har skrevet at de synes jeg er sej, fordi jeg har kastet mig ud i lyset. Men jeg synes jo ikke jeg er sej. Jeg siger højt for mig selv og til andre, at jeg synes det, men indeni føler jeg mig svag og lille. Jeg er fanget mellem to følelser. På den ene side glæde og stolthed og troen på, at der er mange der kommer til at læse med på min blog nu og på den anden side TVIVL, angst og usikkerhed. For hvad nu hvis alle dem der siger de synes jeg er sej kun siger det uden at gå ind og læse med på bloggen. Er det så fordi jeg er en fiasko og det ikke er godt nok det jeg laver? Skal jeg opgive hvis det sker. Skulle jeg bare være blevet inde i skyggen, hvor der ikke var nogen chance for at blive brændt?
I går da jeg lå og skulle sove og ikke kunne fordi jeg var helt oppe at køre efter at have oprettet bloggen på Facebook væltede tvivlen ned over mig som så mange gange før. Jeg valgte at sige Fuck DIG. For jeg gider ikke have længere, at den får lov og underminere alt hvad jeg laver. Hver gang jeg gør noget jeg kan være stolt af, kommer den og ødelægger det hele. Jeg ved ikke hvorfor det er så svært for mig at modtage det gode der sker i mit liv? Hvorfor det er, at jeg føler, at jeg ikke har fortjent, at der sker mig noget godt?
Lige nu svinger jeg mellem at være helt vildt glad og på grænsen til et angstanfald. Er glad for jeg er i skrivegruppe så jeg ikke er alene med alle disse følelser der fiser rundt i mit hoved. Prøver også virkelig kun at holde fokuset på alt det gode. Har det som om jeg går balancegang på en line højt oppe mellem skyene : )
Fie
P.S Går stadig godt med triningsprogramet. Træner ikke mere en jeg bør : )
Jeg ved godt, at mange mennesker (måske de fleste) definerer sig selv ud fra hvad andre synes om dem. Og det er heller ikke HELT forkert, for vi er sociale dyr og overlever kun i flok, både psykisk og fysisk.
MEN det er nemt at gå for vidt. Og det er at gå for vidt at bekymre sig så meget som du gør om, hvad folk synes om hvad du skriver på din blog. Hvis de ikke ka li det så ka de jo bare fise af! Du har ikke taget entré, så ingen kan stille krav.
Skriv for dig selv, tag komplimenterne med et smil og kritikken, hvis der kommer nogen, med godt humør. Du kan aldrig gøre alle glade, så hold op med at prøve. Hvis du gør dig selv og dine nærmeste glade, så er du kommet langt.