Så er mit kursus slut. De sidste par dage var hårde at komme igennem. Når man som mig ikke er vant til at være sammen med mennesker hver dag og samtidig har det bedst med ikke at være det, er 6 uger med nye mennesker lidt meget. Jeg lagde godt ud, men som ugerne er gået, er det også bare gået ned ad bakke. Efterhåden som jeg blev træt, jo sværere blev det at holde mine gode rutiner og i onsdags nåede jeg mit laveste. Heldigvis kender jeg nu mig selv så godt at jeg ved hvad der skal til for at komme i balance igen. Derfor slappede jeg bare af onsdag og torsdag blev jeg hjemme fra kurset og den sidste dag fredag mødte jeg først ved 12 tiden. Det var det der skulle til at få de gode rutiner på plads igen. At komme op om morgenen, få spist god morgenmad, få mediteret og få trænet.
Dette er en af de første gange hvor jeg har nået at stoppe op, inden det er gået helt galt. I stedet for bare at være fortsætte og endt med at ligge i fosterstilling i 3 uger uden at kunne noget. I det sidste års tid har jeg virkelig taget nogle store skridt når det komme til hvordan jeg takler mine diagnoser og det gør en stor forskel. Det er dejligt at jeg er begyndt at kunne stoppe op inden det er for sent, for det er ensbetydende med at jeg kun skal bruge en dag eller to på at komme i balance igen.
Nu glæder jeg mig bare til at jeg tager afsted i morgen, til at skulle være på Guernsey og se min familie derovre. 10 dage hvor jeg bare skal skrive og hygge mig : )
Fie bjørnholt
Op og ned ad (!) bakke – sådan er det, livet. Så det er vigtigt at vide, hvor både pedalerne og bremsen er 😉