Er lige blevet overvældet af en stor træng til at dele med jer.
Der sker nogle store ting i mit liv, som jeg ikke har delt med jer endnu. Den største ting er også den der er sværest at fortælle om. Der er mange forskellige grunde til det. Den største er nok, min enorme angst for at blive dømt og at I tænker dårligt om mig.
Efter jeg blev syg har det at få et barn været et emne der har fyldt utroligt meget. Min mang og jeg har været frem og tilbage mere end engang. Jeg har været helt sikker på at det skulle vi IKKE og jeg har været helt sikker på at det SKULLE vi helt sikkert. Vi har snakket med dem der er tættes på os om emnet i timevis.
Men her for et lidt over et års tid siden blev vi spurt om, hvad vi ville gøre, hvis jeg blev gravid uden det var planlagt. Det har absolut været det spørsmål der har rykket mig mest og virkelig tvunget mig til at finde ud af hvad jeg vil. Lige efter blev jeg så også moster/gudmor og kort efter det, blev jeg også faster. Disse begivenheder satte iden grad også gang i spørsmålet om hvad jeg/vi ville. Jeg glemmer aldrig første gang jeg holde min lille guddatter, den kærlighed jeg følde i det øjeblik, er en af de mest overvældende øjeblikke i mit liv.
Efter mange tanker fandt jeg frem til at jeg rigtig gerne vil være mor og have et barn sammen med min mand. Og jeg måtte indse at den største forhindring var om jeg overhovedet kunne tillade mig at sætte et barn i verden. Når jeg nu har den historie jeg har. Jeg er/var så bange for hvad andre mennesker ville tænke om mig (det skal lige siges at vi har snakket med læger og sundhedspersonale). Jeg havde svært ved at forene tanken om at kunne være en god mor med at jeg jo stadig har nogle ting jeg slårs med, med hensyn til mine diagnoser. Så det har været en lang vej og der har være endnu flere tanker end jeg kan nå at fortælle her. Men faktum er at jeg er gravid nu og at vi skal have en lille skildpadde (det er det vil kalder vores baby fordi vi ikke ved hvad det bliver) om et par måneder.
Det går over alt forventning. Jeg har aldrig haft det så godt psykisk som jeg har haft det siden vi besluttede at prøve at lave en baby. Der gik også meget kort tid inden jeg blev gravid. Jeg glæder mig rigtig meget til at blive mor. Min jordemoder og fødselslæge er fuldkommen overbeviste om at min historie ikke er noget problem og min fødselslæge sagde så sødt sids, at der nu var andre uden diagnoner han var mere bekrymret for, end han var for mig. Det varmede nu mit bekrymerde hjerte en del.
Den næste store ting er at mit manuskript nu ligger hos min underviser og jeg lige i øjeblikket venter på at få det tilbage så jeg kan ligge sidste hånd på det, inden det bliver afleværet til forlag. Det er meget mærkeligt at være nået så langt som jeg er. Men helt fantastisk at have gjort det. Lige meget hvad der sker fra nu af, er der aldrig nogen der kan tage fra mig at jeg har skrevet en bog. Jeg har faktisk gjort det.
Jeg skal også igang med at arbejde med mit firma koncept om ikke så længe. Skal finde ud af at videre udvikle ForkertCrazy OgGlad og kommer videre med foredrag og blog.
Så ja det er længe siden, men der er sket meget. Håber alle er kommet godt ind i 2014
Fie Bjørnholt : )
Kære Fie
Du bliver altså nødt til at holde op med at gå og bekymre dig om hvad vi andre render rundt og tror og tænker.
I har bestemt jer, og så er den ikke længere. Godt for jer, og al mulig hed og lykke.
Der er nok ikke så mange, som er på vej til at nedkomme med barn og bog næsten samtidig 😉
Bare klø på – der bliver nok at se til 🙂
K.h.
O
Det er ikke altid nemt at være den, der skal gå forrest, men når det er sværest – så husk at du baner vejen for så mange andre – og jeg er med hele vejen, det ved du.
UDIM
DIN Loui