De sidste par uge har ikke været gode. Jeg er sunket ned i et sort hul som jeg ikke kan tage mig sammen til at komme ud af. Før jeg blev mor, havde jeg ligget i min seng i fosterstilling og haft ondt af mig selv. Ikke været i bad og dyrket min selvmelidenhed. Det kan jeg tros alt ikke gøre længer. Det jeg kan nu er at gennem mig bag rollen som mor. Det er en fantastiske god undskyldning for ikke at have “tid” til at arbejde. Min søn har haft brug for mig. Og hvem kan stille spørgsmålstegn ved det? Min opgave som mor er jo det vigtigste nu. Eller er det?
Er min nye rolle som mor ikke bare endnu en undskyldning for IKKE at udleve min drøm?
Jo det er den. Jeg er skide bange for succes og fiasko. Jeg bruger en hver undskyldning til ikke at gøre noget færdigt. Til ikke at gøre noget ved min blog. Det er selvsabotage på højt plan jeg har gang i. Jeg ved jo, at jeg godt kan, så hvorfor bliver jeg ved med at gøre ingenting? Hvorfor bliver jeg ved med at lade mine demoner styre mig? Det er mig en gåde, hvordan jeg nogensinde har kunne få så meget styr på mine diagnoser, når jeg ikke kan finde mod til en gang for alle og tro på mig selv og træde ud i lyset og lave det jeg elsker og som gør mig lykkelig. Den dag jeg holde foredrag var den bedste dag. Jeg levede min drøm, det er det jeg gerne vil lave hver dag. Så hvorfor bliver jeg ved med at gå i stå og falder ned i et sort hul?
Min soul-sister og en anden rigtig god venninde har givet mig en deadline som hedder den 28/2-2015 til at få rettet min bog færdig. Jeg ved ikke hvad der sker hvis jeg ikke når det, men jeg tro ikke jeg har lyst til at finde ud af det. Er overbevist om at det ikke er noget godt. Jeg kan også mærke på min mand at jeg er ved at være noget til vejs ende for, hvad han vil tolerer. Så der er hvist kun en vej frem og det er at få gjort den bog færdig.
Men det er ikke sjovt at være mig lige for tiden, det kan jeg godt afsløre. Tro mit nye mantra skal være;
MIN ANGST FOR LIVET, SKAL IKKE STYRE MIG! I steden for; Mine diagnoser skal ikke styre mig!
Fie Bjørnholt
Hvis jeg skal foreslå en vej ud af det sorte hul, så er det at bruge dine gode oplevelser på samme måde som nogle mennesker bruger narkotika.
Du ved at man kan blive høj på lykke, eller bare på at noget lykkes. Du ved at du bliver høj af at skrive og se ordene blive til liv foran dine øjne. Du ved at lykke fører til styrke, som fører til mere lykke.
Det er en god cirkel som kun bliver bedre jo mere du gør det.
Så i stedet for at tænke negative tanker om hvorfor du IKKE gør det, så tænk positive tanker og GØR det.
Jeg lover dig at det virker.
PS: Selvfølgelig er Theo det vigtigste i dig liv lige nu. Det er et ansvar du har påtaget dig og som du lever op til. Men selvom han er nr. 1, så er der – SKAL der være – plads til dig selv også.
Diagnoser eller ej. Det du oplever ligenu, at rollen som mor fylder al tiden ud, er helt og aldeles normalt. At være spædbarnsmor er ikke en 37 timers stilling, men en 7 x 24 timer = 168 timers stilling. Hvis du så ved siden af samtidig kan overkomme at arbejde med at færdiggøre din bog, så er du intet mindre end overordentlig sej :)!
Du skal ikke være så hård ved dig selv! Det er bare utroligt, hvis du overhovedet får skrevet eller rettet det mindste, mens du er på “barsel”! <3
At stå på tærsklen til at få sine drømme udlevet er noget af det mest skræmmende jeg nogensinde har stået overfor, diagnoser eller ej. Så længe “deadline” er langt ude i fremtiden er det til at håndtere, men når deadline pludselig er tæt på er der fandens mange undskyldninger for at udskyde den. Det at være blevet mor er helt sikkert en velbegrundet én af dem!
For mig at se er det ikke et spørgsmål om at være bange for succes.. Du glemmer at du allerede har succes! Du har en helt igennem fantastisk mand, den dejligste dreng og nogle helt fantastiske veninder og de havde ikke været der hvis det ikke havde været for en fantastisk Fie. Dette er absolut ikke alle forundt og derudover har du endnu en gave som du måske overser.. Du ved hvad du elsker at lave og du er fandens god til det (her tænker jeg ikke kun på at skrive, men mindst ligeså meget at være ærlig!).. Når man ser på alle dem der slæber sig gennem et helt liv uden at vide hvad der gør dem rigtig lykkelige er jeg selv yderst taknemmelig for at jeg personligt har fundet det, for det i sig selv gør mig lykkelig og er med til at overvinde angsten for at tage det sidste skridt over tærkslen og faktisk udleve drømmen.
Du har et budskab der skal ud og det er ikke kun til folk med diagnoser eller skæve eksistenser.. Men til helt “normale” folk for alle er bange for at blive bedømt og i værste fald at blive “gennemskuet”… At de måske ikke kan det andre forventer, eller kan leve op til de forventninger de har sat til sig selv.. Det er bare kun et fåtal af mennesker der rent faktisk tør indrømme det og være ærlige omkring det. Man kigger på sin sidemand og tænker ” hun/han kan jo styre både karriere og familieliv, så det må jo være mig den er gal med”. Nogen er nødt til at sige fra og fortælle at vejen til succes også går gennem angst og frygt…
So SPEAK UP, WOMAN!! Præstationssamfundet har brug for dig uanset om de vil lytte eller ej!