At finde balance mellem at være mig og være mor er nok noget af det der er rigtig svært, i alt det jeg går igennem lige nu. Jeg elsker at være mor og kunne helt sikkert godt forsvinde ind i rollen. I mit tilfælde tro jeg bare ikke det ville være godt. Jeg ville ikke gøre det af de rigtige grunde.
Lige siden jeg blev syg og fik stillet den første diagnose for snart mange år siden, har jeg virkelig kæmpet med det at have en identitet. Det at være “noget.” Hvilket jeg ikke var i mine egne øjne og hvis jeg er helt ærlig stadig ikke føler jeg er. For mig er det som om, jeg kan sige jeg er blogger, foredragsholder og forfatter, men det er jeg jo ikke. Jeg har ikke udgivet noget, der er ikke særlig mange der læser min blog og jeg har holdt 4 foredrag, på jeg ved ikke hvor mange år. Så jeg er ikke noget. Jeg kan sige jeg er, andre kan sige jeg er, men i den virkelige verden er jeg ikke. Derfor ville det være så let at være mor. Være den bedste mor i hele verden. Forsvinde ind i rollen. Være lykkelig over at være noget. Men på den lange bane ville jeg blive bitter, meget meget bitter og det ville ikke gøre mig til verdens bedste mor. Jeg ville kunne gemme mig der i et langt stykke tid, men på et eller andet tidspunkt ville ambitionen om og drømmen om at være andet end “en mor” blive for stor.
Derfor bliver jeg nød til at finde balance. Finde en måde, hvor jeg er tro mod mig selv, men stadig kan være den mor som jeg gerne vil være. Ikke stille for store krav til mig selv hverken i mit arbejde og i rollen som mor. Alle har en travl hverdag og jeg er så privilegeret at jeg kan arbejde når jeg vil og derfor har en frihed til at være mor lige som jeg gerne vil. Det der bare er, når man er sin egen herre og er skide bange for sin egen succes, kan det være svært at styre sin frihed. Det er utrolig let at sige, det gør jeg en anden dag. For inden man ser sig om er der gået et halvt år med det. Derfor bliver jeg nød til at sætte mig nogle mål ellers får jeg aldrig gjort noget færdigt. Det der bare er vigtigt er, at jeg ikke er for hård ved mig selv når jeg ikke når dem, på grund af uforudsilige ting, som har gjort at jeg ikke har haft mulighed for at lave lige så meget som jeg gerne ville.
Balance, balance, balance.
Men jeg kan virkelig mærke at jeg higer efter at være “noget” i mine egne øjne. Have min egen identitet som ikke er syge Fie eller førtidspensionist Fie. Det her handler ikke om hvad andre ser, når de ser på mig. Det handler om, hvad jeg ser når jeg kigger i spejlet. Og lige nu ser jeg en snart 40 årig som ikke er uddandet til en skid. Derfor ville det være så let, hvis det at være “Theos mor” kunne være nok for mig. Så jeg ikke føldte mig som sådan en fiasko. Men den eneste der kan gøre noget ved det er mig. Den eneste der kan få mig til at se noget andet er mig. Den eneste der kan gøre den bog færdig og sende den ind er mig. Den eneste der kan få flere foredrag er mig. Og den eneste der kan få flere læser på bloggen er mig. Men fuck, hvor ville det være meget letter, hvis der var en anden der ville gøre det for mig ; )
Fie Bjørnholt-Schou
Rigitg god weekend. Vi ses på mandag
Det vigtigste er at kunne lide hvad man ser i spejlet, især når man ser sig selv dybt i øjnene.
Det andet – det der med at “være noget” – er for det meste noget andre har puttet ind i hovedet på os. Og som mange bruger destruktivt i stedet for konstruktivt, ved at fortælle os alt det vi IKKE er i stedet for det modsatte.
Og det skal vi lade være med at gøre mod os selv. Der er nok af mennesker, der vil pille os ned, så vi skylder os selv at hviske os i øret: du ER, du KAN, du MÅ.
Hej Fie
Jeg kan sige, jeg har det på mange måder som det du beskriver i denne tekst – det rammer mig ret godt.
Ved hvad der er du siger – og du har ret – det er kun een selv der kan ændre det, det er kun een selv der i sidste ende skal redde een.
Jeg troede i mange år det hele skulle være som en Disney film, hvor prinsen kom og reddede een til sidst. Pyh, jeg blev godt nok skuffet og sendt helt i bund – da det gik op for mig at virkeligheden ikke hang sammen på den måde.
Jeg er noget frem til nu – det er okay – at jeg godt kan, jeg nok skal nå det. Alt det keg er begyndt at drømme om. Det tager bare tid, er i det mindste begyndt at turde drømme lidt om fremtiden.
Fie, jeg har virkelig dyb respekt for dig.
Jeg synes du er modig. Jeg tror på du kan finde balancen.
Jeg synes, du er nået virkelig langt. Jeg håber på, jeg selv når dertil også.
Kærlig hilsen Rikke Krogh
Kære Fie.
Læser altid dine gode indlæg og tænker ofte på dig. Tænker, om du vælger den vanskeligste vej. Tænker, om du dog var blevet damefrisør, lægesekretær eller noget andet ,hvor man går på arbejde om morgenen og hjem igen 8 timer efter. Du bruger så meget energi på det arbejde du ikke har 🙂
Ønsker det bedste for dig og håber, at du en dag havner på den rette hylde. Vi andre er ikke dygtigere end dig, vi har bare været lidt heldig på det rigtige tidspunkt. Vi har gode dage på arbejde, men der er også mindre gode ligesom dig.
Knus fra faster