Søndag aften er det. Har det bare rigitgt rigtig skit. Det har været dårlig dag oven på dårlig dag hele ugen. Har intet nået. Har været på skrive kursus i dag, hvilket var rigtig godt og dejligt, men den opgave som jeg skulle lave blev afleværet alt for sent og blev lavet da jeg var alt for træt fredag aften. Jeg ved godt de andre bare var glad for jeg kom i dag og er ligegalde med min opgave blev afleværet for sent. Men jeg er ikke ligeglad. Der har været omstændigheder som har gjort, jeg har stået lidt alene med det hele, det sidste stykke tid og jeg har bare ikke så meget mere at give af. Der har ikke været så meget tid til mig. Til at få skrevet. Tid til at arbejde. Den ene dag har taget den anden. Jeg har spist dårligt, hvilket ikke gør noget som helst bedre. Alle rutiner er faldet fra hinnanden. Jeg kan bare mærke at det ikke går i længden. Der skal selvfølgelig være plas til spontanitet og det uventede. Men der har været for meget af den sidste uges tid eller to og jeg må bare indse at lige nu er der ikke plas til mere af det. Tro også jeg er i en depri periode. Vågner og er trist uden at have noget at være trist over. Jeg får vild dårlig samvittighed når jeg ser på min glade søn, hvordan kan jeg være tris når jeg har ham. Han er bare så gald heletiden. Men det ændre ikke på jeg er trist.
Når jeg taler for meget så er det virkelig fordi der er noget galt. I dag på skrivekursus kunne jeg ikke holde op med at snakke. Det er forfærkeligt når jeg er sådan. Jeg hader når jeg er sådan. Jeg vil så gerne få mig selv til at holde op. Men jeg kan kun se på. Jeg står udenfor mig selv. Ser på mig selv, prøver på at få mig til at tie stille mens min mund bare snakker løs uden der er noget jeg kan gøre. Jeg hader virkelig når jeg er sådan. Hader det. Jeg ved ikke hvad det er der sker. Det er som jeg er på speed eller sådan noget. Jeg får det så dårligt med at jeg bliver sådan. For det er bare ikke sjovt at være sammen med mig. Men jeg kan ikke kontrolere det. Det ene øjeblik er jeg fuld af ord der strømmer ud af mig. Det næste har jeg lyst til bare at sætte mig ned og græde. Der er sikkert ikke noget af det jeg skriver der giver mening og jeg ved ikke en gang om jeg ligger det her indlæg ud. Der er også så mange stavefjel at jeg ikke en gang selv kan læse hvad jeg skriver og kan slet ikke overskue at skulle rette det. Så det bliver nok bare en af de mange indlæg som aldrig kommer til at se dagens lys.
Jeg ved ikke en gang, hvad jeg vil med det her indlæg. Ved ikke hvad jeg skriver om. Jeg kunne bare mærke, jeg blev nødt at skrive inden jeg gik i seng. Kan ikke starte en ny ugen med den her følelse i kroppen. Håber virkelig at det her bliver en nat der gør en foreskel. Vil have at den kommene uge bliver en god uge. Det SKAL blive en god uge.
Fie Bjørnholt-Schou
P.S I får det på tros af masser af fjel og mangler. Der må være en grund til jeg føler at det skal ud i verden uden jeg ved hvorfor : ) Sov godt alle sammen.
Kære Fie
Jeg er ked af at læse det har været en dårlig dag på en dårlig uge.
Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på noget – og deler det med dig nu, håber det er okay?!
Jeg synes du er for hård ved dig selv – og har for store ambitioner/ forventninger til dig selv.
Du er næsten lige blevet mor for første gang – og jeg mener – når jeg tænker tilbage på minimum det første år efter mine fødsler, så levede jeg i en boble. Jeg var træt, omtåget, forvirret, usikker og alt muligt andet – og når jeg taler med andre raske mødre om deres første år, så havde de det også sådan. Så tænker det er sådan de fleste har det, uanset om man som dig og mig har sit at slås med – eller bare er “normal”.
Jeg synes du skal lade være med at presse dig selv så meget – bare acceptere tingenes tilstand nogenlunde og give dig selv skulderklap over du er blevet mor ( hvilket er pisse hårdt også, det er der bare mange der glemmer at snakke om også ) Du har også skrevet en bog og skriver på din blog – jeg mener, du har virkelig gang i rigtig meget – alt imens dine hormoner ikke engang er faldet på plads efter graviditeten. Det er det vildeste, dejligste, skønneste – men også det hårdeste og sværeste i hele verden at være blevet mor. Det er okay ikke at have overskud til alt muligt andet også.
Giv dig selv lidt kredit – og det er også okay at livet stinker lidt indimellem. Jeg forsøger at vende det til noget positivt, altså det negative i mig, måske naivt, men tænker der må være en mening med det hele??!
Jeg taler kun ud fra min egen erfaring, jeg håber det er okay jeg deler det med dig?!
Kærlig hilsen Rikke
PS beklager mit indlæg er en smule rodet og sådan .
Kære Rikke
Tak for dine ord. Det giver mening og jeg kan bruge dem. Jeg ved godt jeg stiller krav til mig selv. Og de er nok også for høje. Jeg tro at det handler om at mødre med børn på Theos alder er begyndt at arbejde og jeg tro at det skal jeg også. Det er bare svært når jeg selv bestemmer hvornår og hvor meget. Vi har valgt at Theo heller ikke skal gå i vuggestue, en helt anden snak, men det gør også at det med at arbejde er lidt noget andet for mig. Jeg bliver bare så bange når jeg har det lidt skit, bliver super bange for at jeg bliver syg igen og ikke kan tage mig af Theo. Har stadig så meget angst omkring det.
Men igen tak for dine ord : ) Og dine ord til mig for længe siden er en af grundene til jeg overhovdet har Theo i dag og det er jeg dig så taknemlig for. Han er den største grund til at bliver ved med at kæmpe : )
Knus Fie
Kære Rikke
Har lige skrevet et lang svar til dig. Men der gik et eller andet galt og det belv slette : ( Prøver igen sener, men der er en lille en der vil have mad : )
Når det blev ikke slette. Dejligt