Angst og frygt

Angst, en stærk, negativ følelse forårsaget af et pres el. en ofte udefineret trussel.

Jeg tro efterhånden jeg har fundet ud af hvorfor det er at angsten og frygten gang på gang får lov at indtage mig. Jeg har tænkt meget over det siden mandag. Hvorfor det er, at jeg kan holde styr på 5 psykiske diagnoser, ikke lade dem indtage mig, men angsten og frygten har det så LET. Hvorfor kan jeg ikke holde de to følelser ude? Hvorfor har de så stor en magt over mig?

Angst og frygt er så udefinerbare. De skifter from hele tiden. De er utrolig svære at forholde sig til. Mine diagnoser. Jeg ved hvad de gør ved mig og jeg ved præcis hvad jeg skal gøre for at styre dem. Jeg ved også hvad bitterheden gør ved mig og derfor kan jeg også sørger for den ikke indtager mig. Jeg kan mærke og se den. Men angsten og frygten, de sniger sig ind på mig. Jeg opdager det først når det er for sent, når de har sået deres frø i min hjerne. Jeg kan være så optimistisk omkring alt. Synes at nu går det den rigtige vej. Virkelig tro på at det er nu jeg tager springet ud og gør noget ved mine drømme. Og så bare et sekund uopmærksomhed og så har de været der og sået frø. Hvorfor er det så let for dem at få fri adgang til min hjerne?

Jeg vil tro det er fordi, at på trods af alt det jeg har været igennem, er det stadig letter for mig at tro på at der ALDRIG er nogen af mine drømme der bliver til noget. Det er stadig letter for mig at tro på jeg er dum og doven og aldirg bliver til noget. Det er utroligt hvor meget skade en lærers ord kan gøre ved en lille pige. For selvom jeg er voksen og godt ved jeg kan, så sidder der stadig en lille pige indeni mig og tro på at grunden til jeg ikke kan stave og ikke kan blive til noget er fordi jeg er dum og doven.

Jeg er ikke fortaler for man skal sidde og pille i ens barndom, men jeg vil heller ikke underkende at det er der grundlaget for ens liv bliver skabt. Og det er her i mit tilfælde at angsten og frygten henter sin magt over mig. For indeni mig spøger jeg mig selv. Er det rigtigt? Er jeg dum og doven?

Min største angst er, at jeg ikke bliver til noget. At jeg lige om lidt er en 40 årig som er uddandet til ingeting og som lever i en fantasig verden, hvor hun kan blive til noget. Fuck, bare så I lige ved det, var det ikke let at sige det højt. Mine hænder ryster ret meget lige nu. Det er ikke lige let at være ærlig altid. Meget af det jeg lige har skrevet, er først kommet til mens jeg skrev det. Det er det jeg elsker mest ved at skrive her på bloggen, jeg får nogen indsigter i mig selv som jeg ikke havde fået, hvis jeg ikke skrev her. Jeg kan mærke at jeg allerede har det bedre. Jeg tro jeg med tiden nok skal få styr på angsten og frygten. For de SKAL ikke have lov til at blive ved med at få lov at indtage mig. Jeg nægter og lade disse to følelser stå i vejen for mig og mine drømme. Jeg nægter. Jeg giver ikke op uden en kæmp, bare så de lige ved det.

Fie Bjørnholt-Schou