Så kom jeg ud over rampen med mit foredrag. Og jeg må sige det er kommet bag på mig hvor mange og hvor hurtigt folk har meldt sig til. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet. Jeg tror egentlig ikke jeg turde forvente noget. Men nu er der så noget jeg skal leve op til. Så jeg er tilbage til om jeg er mest bange for succes eller fiasko. Hvad nu hvis jeg ikke kan holde et godt nok foredrag og alle går hjem og synes det var spild af deres tid? Jeg får helt åndenød over det og har mest af alt lyst til at lave en struds. Men det gør jeg selvfølgelig ikke.
Det er et lidt anderledes foredrag jeg skal holde end dem jeg plejer og det er nok også det der gør mig lidt utryg. Normalt er det for unge mennesker der stadig går i skole. Men jeg kan se på dem der har tilmeldt sig til at der kommer til at side en masse fagfolk og nogle fra kommunen og det har jeg ikke prøvet før. Det er en meget mærkelig følelse. For kan jeg sige noget de kan bruge til noget? Dem der kommer som selv har det skidt dem ved jeg hvad jeg skal sige til. Som sagt har jeg åndenød.
Men nu ved jeg fra erfaring at når jeg først står der så plejer det jo at gå. Har ikke holdt et foredrag som ikke gik godt endnu. Det må jeg huske mig selv på. Udover alt tvivlen, så glæder jeg mig bare helt vildt meget og vil her til sidst sige tak for den store opbakning. Det er fantastisk at noget går godt når man endelig har taget sig sammen til at bevæge sig ud på ny grund.
Fie Bjørnholt-Schou
