Her for et stykke tid siden læste jeg dette debatindlæg, som handler om unges manglende robusthed og at der i dag blandt de unge er prestige i at være psykisk sårbar. Efter jeg havde læst det sad jeg tilbage med blandede følser. For på den ene siden synes jeg, vi som samfund bliver nødt til at forholde os til at vi får flere og flere unge som synes de er psykiske sårbare. Men der er også en del af mig som bliver lidt provokeret. For der sidder mennesker derude som virkelig har eller har haft det dårligt. Mennesker, der kæmper en kamp hver dag af deres liv for at stå ud af sengen og som også kæmper mod en generel indstilling til at det at være psykisk syg er noget pjat. Så at nogle unge finder prestige i at have det dårligt psykisk rammer et ømt sted hos mig.
Når det er sagt, er det selvfølgelig fantastisk at det ikke længer er et tabu eller noget unge er flove over. Og det er da utrolig vigtigt at vi som samfund tager det alvorligt at der er 25% af de unge som synes de mistrives. For det er mange. Og undersøgelse på undersøgelse viser af det tal er stigende. Det bliver VI nødt til at tage alvorligt. Det er ikke noget vi kan blive ved med at ignorere.
Jeg synes det vigtigste er at vi tager det alvorligt, men ikke piske en stemning op. Det er svært at være ung idag, men det har altid været svært at være ung, lad os ikke glemme det. At blive voksen er ikke let. Vi må bare ikke forveksle det at blive voksen, og alt det det indebærer, med at være psykisk sårbar og så sætte lighedstegn mellem det og psykiske diagnoser. For tro mig, at være psykisk syg er ikke sjovt og det gør ikke livet lettere. Det er en farlig vej at gå ned af, hvis vi som mennesker begynder at finde prestige i at få psykiske diagnoser.
Fie Bjørnholt-Schou
Jeg vil tillade mig at mene, at mennesker, der bruger sygdom (psykisk eller fysisk) til at gøre sig interessante eller score point, formentlig ikke fejler andet end at de er hypokondere. Dem er der også en del af, men det har der altid været.