Mit sidste indlæg Meget tæt på. del 1, fik mig til at tænke på, at jeg altid skriver om, at jeg er kommet godt igennem en udfordring. men det har ikke altid været sådan.
Det har taget mig 18 år at nå til hvor jeg er i dag. Jeg blev syg da jeg var 21 og blev akut indlagt første gang da jeg var 25. I dag er jeg 39.
Det har været 1 skridt frem og 5 tilbage. Jeg har haft mange mange nederlag. Der har været tidspunkter hvor Mørket (mine diagnoser) har været så voldsomt, at jeg overhovedet ikke kunne se en udvej. Jeg har følt mig meget alene. Jeg har haft det så dårligt, at selv hvis jeg kunne tage tilbage i tiden og fortælle mig selv, at det hele vil ende godt, ville jeg ikke engang tro på mig.
Når jeg læser i mine dagbøger fra den tid er det følelsen af at være HELT alene der skinner igennem. Jeg har kæmpet med mange følelser undervejs, men at føle mig alene er en af de værste. Derfor gjorde denne følelse mig også bange på madressen i sidste uge. For med denne følelse kommer tomheden og den overdøvende stilhed og jeg ved hvor mange gange jeg har stået i den situation og måtte indse nederlag.
Men i dag ved jeg, at alt det jeg har set på som nederlag på ingen måde har været nederlag. For det har også været med til at gøre mig stærkere. Jeg ved godt det er svært at se, når man er i det og ikke tror på, at man nogensinde kan få et “normalt” liv. Men det er en vigtig del af rejsen og den styrke jeg har nu 18 år inde i min rejse, har jeg kun fordi jeg har haft flere “nederlag” end jeg kan huske.
På trods af alt det jeg ved i dag, tror jeg aldrig jeg helt kommer til at slippe angsten for at blive syg igen. Men det tror jeg heller ikke at jeg skal. Jeg tror det er godt angsten ligger et sted ude perifært i min bevisthed. Den er med til at jeg er opmærksom på, at der skal være balance i min mentale tilstand. Den gør at jeg ikke glemmer hvad jeg har været igennem og den er med til at gøre mig til det menneske jeg er. En der hjælper andre med at finde vejen tilbage til livet og jeg vil ikke være nogen anden.
Fie Bjørnholt-Schou
– uden du ved det..har vi faktisk haft lidt af den samme skæbne…men tro mig du har lang mere end så mange andre, du er langt fra alene…!!! du bliver aldrig alene du har to dejlige børn..smil
Hej Stine
Først tak fordi du læser med og fordi du har skrevet en kommentar, det sætter jeg stor pris på. Jeg tro du har haft skrevet før og jeg beklager jeg ikke har svaret. Men jeg har tit først se kommentar så sent at jeg synes det var pinligt at svare på dem. Det er noget jeg har lovet mig selv ikke skal ske igen. For jeg ved at det kan været meget svært at skrive en kommetar.
Grunden til jeg har skrevet lidt om at jeg ikke altid har vundet over mine diagnoser, er at jeg ikke vil have der er nogen derude der tro at jeg altid har vundet mine kampe. Jeg har kæmpet rigtig mange og tabt rigtig mange. Jeg håber også at det kunne give dem der ikke kan se noget håb, bare et lille håb om at man kan komme ud på den anden side også selv om man tro det aldrig kan ske 🙂
Fie <3
tusind tak for dit svar, -troede faktisk bare at du stadig hadede mig…Hvorfor har jeg egentlig aldrig helt fundet ud af, ved bare at vi i vores barndom har haft mange gode og sjove timer sammen…og ja har bare altid haft tænkt på dig…smil.. -dengang viste vi ikke hvor hård vores fremtid ville blive.;-)
“Courage is not the absence of fear, but the triumph over it” – Nelson Mandela.
Kære Kære Fie
Læser aldrig blogs, er ikke på FB og ser helst ikke nyheder, da de altid er dårlige… MEN er alligevel stødt på dig – heldige mig! Jeg skrev på Google: ” Jeg rejser mig igen og igen”… Lidt nede lå et indlæg fra dig, læste det, og læste derefter om dig og scrollede ned over dine indlæg. Blev nødt til at skrive til dig… Har altid set mig selv som social, smilende og glad. Har mødt verden åbent, men nu som næsten 37 årig har jeg mødt så mange mennesker som ikke var kærlige, både eksmand og arbejdsgivere. Jeg har været den glade hund, som har fået et rap over snuden igen og igen og følt at det var mig der var noget galt med. Og deraf blevet mere og mere introvert og ikke glad. Sådan skal livet IKKE være! Jeg spørg mig selv hvornår bliver det godt? hvorfor går så mange mennesker rundt og har ondt og er deprimeret, hvordan kan jeg gøre noget? Jeg kan jo ingenting og er ikke særlig klog… Men jeg rejser mig igen og igen fordi jeg skal – fordi jeg har børn… Men er så bange for at angsten for livet en dag gør at jeg ikke kan rejse mig. Men jeg er ikke alene, for vi er mange som har det skidt, det ved jeg, men det var dejligt at opdage dig i mængden, tak fordi du er så modig at dele dit liv og dine tanker åbent.
Kærlig Hilsen Louise
Kære Kære Louise
Jeg håber dette svar når frem til dig.
Jeg er så ked af at jeg ikke svare dig før nu. Men jeg har været gået under jorden endnu engang. De sidste mange uger har været meget svære her hos mig fordi angsten for livet endnu engang har fået godt fat i mig. Derfor har jeg ikke være på min blog eller facebook eller ved mit skrivebord. Jeg sad faktisk her til aften og var næsten fast beslutte på at lukke det hele ned fordi jeg slet ikke kunne se at der var noget af det jeg gør der gør en foreskel.
Så man må sige at det at du har skrevet til mig har gjort mig mere glad end jeg kan sige med ord. Jeg sider med tåre i øjnene og tænker at jeg måske ikke skal give op. Så jeg kan kun sige jeg kender de følser du har og er så glad for at min blog har givet dig noget godt for det er derfor jeg skriver.
Mange Kram fra mig til dig