Meget tæt på. Del 1

Jeg sidder i mørket på en madras i stuen. Jeg kan høre hvordan min mand kæmper ovenpå med at trøste vores store dreng som har skoldkopper. Han græder og græder og kan slet ikke finde ro. Min baby liggger i mine arme og græder med feber og snot i hele hovedet. Han nåede lige at have 3 raske dage efter to uger med skoldkopper inden han blev syg igen. Jeg har selv næsten 40 i feber, ondt i halsen og kan ikke længere huske hvornår jeg sidst har sovet.

Jeg kan mærke hvordan følelsen af tomhed langsomt kravler ind i mig og nedbryder alt mit forsvar mod diagnoserne som står klar til at invadere mig igen. Min krop og min hjerne er så udmattede at jeg ikke ved hvor jeg skal finde kræfter til at kæmpe. Lige med ét står alt stille. Jeg kan ikke længere høre min store dreng græde. Jeg kan ikke mærke min baby i mine arme. Der ligger sig en stilhed om mig som jeg ikke har mærket i mange mange år. Det er som at træde ind i orkanens øje. Jeg ved at den næste beslutning bliver afgørende. Jeg føler mig alene, fortabt og at det hele kan være lige meget. Jeg ved  ikke hvor jeg skal finde styrken til at kæmpe imod. Men der er noget dybt indeni mig som nægter at give op. For det kan ikke passe med alt det LORT jeg har været igennem at det bliver to gange skoldkopper og en gang influenza der lægger mig ned.

Så der midt i mørket på trods af udmattelse og feber går verden igang igen. Jeg får øjenkontakt med min baby. Han holder op med at græde, min store dreng har fundet ro ovenpå og jeg og baby falder udmattede i søvn på madrassen.

Med morgen kommer lyset og efter et par timers søvn, ser verden ikke så håbløs ud som den gjorde et par timer forinden. Jeg priser mig endnu engang lykkelig over at jeg selv i de mørkeste timer gang på gang finder noget indeni mig som ikke vil give op. Jeg er igen blevet stærkere på den anden side og er igen klar til at tage livets og arbejdets udfordringer op.

Fie Bjørnholt-Schou