Redningsbåd

Det er længe siden igen. På trods af at hver gang det sker så lover jeg mig selv at det ikke må ske igen, så sker det. Jeg drukner mig selv i frygt, angst, selvhad og selvmedlidenhed. Det er ikke godt for mig eller min familie. Men det sker gang på gang.

Denne gang blev det udløst af at min egen selv profesi gik i opfyldelse da jeg blev 40 her for et stykke tid siden. Jeg har i mange år sagt at min største frygt var at blive 40 og være uddannet til ingenting og have opnået ingenting. Den 18 maj var det ikke længere noget der kunne ske, det var virkeligheden som jeg blev nødt til at forholde mig til. Jeg tror jeg havde håbet at alt på mirakuløs vis var blevet forvandlet i løbet af natten. At jeg ville vågne op til kæmpe succes. Men sådan var det ikke. I stedet for gled jeg ind i Mørket. Det sted jeg kender bedst. Her kunne jeg fortælle mig selv at jeg var mislykkedes med alt og at det var bedst at give op engang for alle. At jeg aldrig ville blive til noget og at det jo også er ok. At jeg i bund og grund trives godt med “bare” at hygge mig der hjemme med mine børn og at det er det der gør mig “mest”  lykkelig.

Efter et godt stykke tid i Mørket besluttede jeg at jeg ikke længere ville yde vold mod mig selv. At det ikke længere gav mening at blive ved med at drømme om noget der ikke ville blive til noget. At jeg ville lukke mit cvr nummer ned igen når min revisor kom tilbage fra ferie. For at være helt ærlig var jeg rigtig glad for denne beslutning. Den gav mig ro og jeg havde affundet mig med at det var sådan det blev nød til at være. Jeg fandt ro i mig selv og min beslutning. Jeg havde ikke talt med nogen om det ikke engang min mand som jeg ellers deler alt med. For det var min beslutning og jeg ville ikke snakkes fra den igen af mennesker der mener de vil mig det bedste.

Men så skete der noget uventet. Jeg var lige inde på bloggen og der var en kommentar fra en jeg ikke kender. Jeg har lige læst den igen og sidder igen med tårer i øjnene for den kommentar reddede mig fra at forsvinde ind i Mørket. Den gav mig nyt håb og lyst til at kæmpe videre og styrken til at rejse mig endnu engang selv om jeg ikke troede jeg kunne gøre det igen.

En uge senere lå der en besked på min telefonsvarer som var en forespørgsel på om jeg stadig holder foredrag fordi de havde hørt om mig og rigtig gerne ville have at jeg kom og holdt et for dem.

Universet er sjovt. Jeg havde beslutte at give op og så kom der lige en redningsbåd. Som jeg har valgt at kravle op i og ikke bare lade den sejle forbi mig ; ) Så nu jeg klar til endnu en omgang.

Fie Bjørnholt-Schou : )