Jeg brænder for at hjælpe andre mere end jeg brænder for noget andet. At være Mentor og foredragsholder giver mig noget, der ikke er noget andet, som kan give mig. Det er et kald for mig. Jeg ser det som et privilegium, hvis jeg er så heldig at jeg en dag kan komme til at leve af at give min viden og mine erfaringer videre til andre. Siden jeg startede bloggen for lang tid siden, har det at jeg kunne give bare et andet menneske håb om at livet er værd at leve på trods af alt det mørke, været noget af det der gav mig styrken til at kæmpe min egen kamp videre.
Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg kan give mig selv den første løn. Det bliver fejret med champagne og fyrværkeri, det kan jeg godt fortælle jer. For det vil betyde at jeg har arbejdet hårdt for at opnå det jeg satte mig for. At alle de tårer jeg har grædt og al den tvivl jeg har måtte overvinde har været det hele værd.
Jeg kæmper stadig med angst, frygt, tvivl, selvhad, selv skade, og selv sabotage. Men jeg håber af hele mit hjerte at jeg er stærk nok til at overvinde disse følelser og en dag kunne sige at jeg har skabt noget der hjælper mig selv og andre. Mit firma giver mig styrke og en dag som igår hvor jeg arbejdede er helt sikkert bedre end hvilken som helst dag i sidste uge. Det giver mig styrke og glæde. Jeg er en bedre mor, en bedre hustru til min mand, bedre veninde, datter, søster og mentor. Jeg får selvtillid af det, som gør at jeg har det bedre med det menneske jeg er. Det er det der er rigtigt for mig og det der giver mig livskvalitet. Jeg glemmer bare dette når tvivlen og angsten og frygten får taget over i Mørket. Jeg har tilbragt så mange år i Mørket og troet så meget på hvad det fortalte mig, at det er sværere end noget andet ikke at lytte til hvad det siger. Det er så svært at tro på at det vil lykkes for mig at skabe et firma hvor jeg kan fungere optimalt og samtidig leve af det. Men det er stadig målet lige meget hvor mørkt det bliver og hvor meget tvivlen overtager og hvor mange gange jeg giver op.
Med jeg er hoppet op i redningsbåden og jeg håber at foredragene langsomt kommer ind i kalender og jeg få lidt god vind i sejlene, det kunne jeg godt bruge : )
Fie Bjørnholt-Schou
Det, du siger om redningsbåden, får mig til at tænke på Ernest Shackleton, som i 1916 sejlede en 20 fods redningsbåd 1300 km fra Elephant Island ved Sydpolen, hvor han var strandet med hele sin besætning, til den nærmeste civilisation, som var South Georgia i Sydatlanten, for at hente hjælp. Alle blev reddet, fordi én mand nægtede at give op på trods af overvældende odds.