Hvor ligger styrken?
Hvor ligger styrken?
Jeg ved der er mange måde at behandle selvskadende adfærd på. Jeg mener ikke der findes en rigtig eller forkert måde at gøre det på.
Jeg tilbyder indsigt og fortæller om de værktøjer, jeg selv er endt med at bruge og hvordan jeg gør det i den rådgivning, som jeg tilbyder.
Hvor ligger styrken?
Jeg mener at hvis man tager udgangspunkt i, at den selvskadende adfærd er et meningsfuldt svar på traumatiske livshændelser og derfor IKKE er en fjende, der skal bekæmpes, men en kilde til indblik i følelsesmæssige problemer, så vil den, der er ramt af den selvskadende adfærd, ikke føle sig angrebet, misforstået og endnu mere forkert.
I begyndelsen var det utrolig svært for mig at se på min selvskadende adfærd som en kilde til forandring, nye muligheder og nye veje gennem områder, som hidtil havde forekommet mig uigennemtrængelige.
Det var også svært fordi adfærden var så dominerende, kontrollerende og udslettende. Ikke mindst fordi alt og alle omkring mig også opfattede den som en fjende, der skulle udslettes.
Første skridt
Første skridt var at lære at oversætte det som adfærden forsøgte at fortælle mig. Langsomt lærte jeg mig selv at oversætte adfærden og forstod, at det var dele af mig selv, som jeg ikke havde adgang til, der brugte adfærden til at kommunikere med mig.
Jeg prøvede hele tiden at afkode beskeden bag adfærden. Jeg prøvede hele tiden at afkode hvilke følelser der lå bag adfærden, hvad den forsøgte at advare mig imod og hvad den forsøgte at fortælle mig.
Jeg begynde at se adfærden som min største kilde til indsigt i mig selv, som en samarbejdspartner. Hver gang den viste sig, tog jeg mig tid til at se den og lytte til den. Og hen ad vejen fandt jeg ud af, at de tidspunkter, hvor den var allermest aggressiv og fjendtlig, faktisk repræsenterede de dele af mig selv, der var blevet allerdybest såret og det var de tidspunkter, hvor jeg skulle vise mig selv allermest medfølelse og omsorg.
Jeg begynde at sætte grænser for adfærden. Jeg satte dem på en kraftfuld, men stadig respektfuld måde og efterhånden etablerede der sig et kommunikativt samarbejde, hvor jeg og adfærden lærte at arbejde sammen og støtte hinanden.
Jeg indså at alt i adfærden repræsenterede dele af mig selv og at de forskellige dele bar på overvældende følelser, som jeg aldrig havde haft mulighed for at bearbejde eller få løst. Det drejede sig blandt andet om mindre traumer, vrede, skam, skyld og lavt selvværd.
Det var gennem denne nye viden og indsigt i mig selv, at jeg til sidst fik samlet mit ødelagte selv.
Når adfærden viser sig i dag, takker jeg den for at gøre mig opmærksom. Jeg takker den for, at den gerne vil beskytte mig. Derefter anerkender jeg det, den advarede mig imod og så forsikrer jeg den og mig selv om, at vi er i sikkerhed og at vi ikke behøver at føle os bange længere.
Jeg har lært at leve med den i fredsommelighed og respekt.
Der ligger en kæmpe styrke i at se på adfærden som et talerør for de dele af en selv, som man ellers ikke ville have adgang til.
