Larm, Larm, Larm

Nogle har måske lagt mærke til at der ikke kom et indlæg i fredags som der plejer. Der har været rigtig meget larm her hos mig og der ikke har ikke været overskud til noget. I går vågnede jeg og havde det som om der i løbet af natten havde været en kæmpe lastbil som havde smidt tusind kilo lort oven på mig. Der er ikke sket noget stort, det er bare masser af små ting som har gjort at jeg bukkede under for presset.

Det eneste jeg kunne var lige at mande mig op til at lave en kop kaffe til min mand og derefter ligge mig tilbage i min seng og bare sove og sove. Hver gang jeg vågnede fandt jeg på en grund til ikke at stå op og det var først ved et-tiden jeg endelig fik tvunget min krop ud af sengen. Derefter begynde jeg desperat at rydde op, gøre rent og desinficere vores lejlighed. Jeg gik helt amok med rengøringsmidler og glemte alt om tid og sted. Mine tanker fik frit løb og min hjerne fik opdigtet det ene worst case scenario efter det andet indtil jeg blev lammet af panisk angst. Jeg kunne ikke stå stille, jeg kunne ikke bevæge mig, jeg var fanget i angsten og min krop rystede over det hele fordi jeg hverken har spist eller drukket siden jeg stod op. Tanken om kniven trænger sig på, jeg vidste hvor den var og kunne høre den kalde på mig.

Der stod jeg så, som så mange gange før rystende med fedtet hår usselt tøj og lugtende af sved og forstod ikke helt hvorfor jeg igen og igen blev ved med at lave de samme fejl om og om igen. Bliver jeg aldrig klogere?

De samme spørgsmål kom til mig. Hvorfor forsætter jeg ned af en vej når jeg godt ved hvor den ender? Jeg viste at der var en stor risiko for at jeg ville ende hvor jeg endte inden jeg tog af sted, men tænkte at det nok skulle gå. Jeg synes egentlig at jeg havde forberedt mig godt, og været opmærksom, men jeg bliver nødt til at indse at jeg ikke kan være væk fra mine rutiner så længe af gangen. Eller  det kan jeg ikke endnu, for jeg har ikke lært hvordan jeg tager rutinerne med mig. Jeg bliver også nød til at lytte til hvad min mave fortæller mig og den havde fortalt at det var for længe og at det ville gå galt hvis jeg ikke passede på. Men jeg ignorerede det fordi jeg så gerne ville af sted.

Jeg har været hjemme hos min mor i ni dage og det har været super hyggeligt. Jeg har hjulpet hende oppe på hendes skole hvor de havde emneuge. Problemet er bare at det første der ryger er min træning, jeg fik slet ikke løbet eller cyklet, oven i det er jeg lige begyndt på mit madprojekt og har været uden sukker i min krop i over to uger og det gør mig ikke mere stabil, endnu. Var også inde og se at der næsten ikke havde været nogen inde på min blog og mit parforhold tog en tur ned i mørket.

Det hele larmede og alle usikkerhederne kom frem og kunne slet ikke se nogen grund til at jeg var her, for der var ikke nogen der ville savne mig. Mine tanker var meget sorte.

Jeg har været lige det sted en million gange men det gør det ikke lettere, og det gør det heller ikke lettere at der er mennesker og børn ude i verden som har det meget være end mig, det gør ikke min smerte og elendighed mindre. Men jeg har lært lidt, for jeg ved godt hvad jeg skal gøre for at komme ud af dette mørke sted.

Først tvang jeg mig selv til at spise et stykke brød med ost og drikke et glas danskvand, derefter kom der en lille smule liv i min krop og den rystede mindre. Kunne ikke få mig selv til at spise mere end det, for synes jeg er tyk og grim og kan godt forstå min mand ikke synes jeg er fantastisk lige nu. Kiggede mig selv i spejlet og besluttede at et bad måske ikke var den dårligste ide og at det altid hjælper at man ikke ligner en hjemløs som ikke har været i bad i flere dage. De lange hår på benene hjalp heller ikke, så jeg besluttede at det var der jeg ville starte. Nåede ikke så langt for der var en lille engel der ringede til mig og efter at have tudbrølet i telefonen i tre kvarter fik vi sammen overbevist min hjerne om at der var mange grunde til at leve videre og at verden ikke var så sort.

Nåede også at få ordnet benene og tage et bad inden min mand kom hjem fra svømning. Og efter en del pres fra ham fik vi snakket om hvad der gik os på og fik igen skabt balance i vores forhold. Det krævede meget pres fra ham for jeg lukkede ham ude. Når jeg har det så skidt kan jeg ikke holde ud at have ham tæt på mig, jeg kan ikke holde ud han rør ved mig. Vil bare havre han lader mig være i fred. Men sådan fungere det ikke når man er i et forhold med en der elsker en, så kan man ikke lukke dem ude hvis man gerne vil have de bliver.

Det var en hård og lang dag i går, en af de dage jeg godt kunne være foruden, men jeg kom igennem den uden at skære i mig selv og uden af gøre noget dumt og det er en sejr i sig selv. Dagen i dag er også meget lysere og jeg har mod på at kæmpe videre. Jeg har også lært noget nyt og ved hvad jeg skal arbejde videre med, så jeg måske næste gang ikke ender der igen.

FBBS