Når jeg bliver ved med at gå i ring og gå i ring, når jeg til et punkt hvor jeg bare bliver så træt og sur på alt og intet. Lige nu har jeg bare lyst til at smadre alt omkring mig eller slå noget/nogen meget hårdt. Jeg forstår virkelig ikke hvorfor jeg bliver ved med at dyrke denne self-loathing og manglende tro på mig selv. Hvorfor jeg bliver ved med at spille mig selv hjem? Gemme mig bag mine børn, min have og alle de andre gode undskyldninger jeg giver mig selv, for at der ikke er tid til at jeg arbejder. Jeg fortæller mig selv den gode historie at mit arbejde er MINDST vigtigt. Det er kun mig der tror på den historie. Min mand tror ikke på den og det er der heller ikke nogen andre der gør.
Så har jeg prøvet at være min egen mentor. Tænkt. Hvad ville jeg sige til mig selv? Men fuck hvor er det svært, for når det kommer til mig selv går min indre mentor i baglås. Hvilket kun bekræfter mig i at jeg ikke er en god mentor og ikke kan hjælpe nogen. Og hvorfor skulle jeg også kunne det? Der er så mange andre derude som kan, er gode til det og som lever af det. Er mit bidrag ikke ligegyldigt i det store billede?
Og nu når jeg synes at alt er lort og der ikke er noget jeg kan kontrollere, kommer de mørke dele af min hjerne med gode ideer. For hvis jeg ikke kan kontrollere noget så kan jeg da kontrollere at jeg taber mig 5 kilo. For hvis jeg gør det, bliver alting jo SÅ meget bedre. Så den der spiseforstyrelse som jeg aldrig snakker om eller rigtig vil acceptere eksisterer får fri adgang til at blomstre op og tage kontrol.
Jeg ved godt jeg har nej hatten på og at det ikke er opmuntrende læsning, så meget selvindsigt har jeg dog på denne sorte dag. Men jeg er vred på verden og har brug for at rase ud et sikkert sted.
Fie Bjørnholt-Schou
