Hjemme igen

Vi har haft en fantastisk tur og jeg havde kun et par dårlige dage som helt sikker kom sig af for meget sukker, men sådan er det når man er på ferie, der kommer til at gå ferie i den nogen dage. Vi har nu været hjemme et par dage, og jeg har det lidt svært ved at omstille mig til hverdagen igen, derfor køre alle mine følser og tanker på fuld hammer lige nu. Jeg kan ikke rigtig finde ro og få samling på mine tanker. Min krop sitre og ryster.

Jeg har altid haft tendens til at stikke halen mellem benene når der var noget jeg var bange for. På mange måder er det, jeg har gang i lige nu. Jeg har nogen ting, jeg skal tage mig sammen til at få gjort. Lige nu er jeg bare et æsel der hverken vil gå frem eller tilbage. Mit fokus er alle andre steder end der hvor det burde være. Mit problem er at det ikke er så let at få skiftet mit fokus, når jeg først har lagt mig fast på noget. Jeg ved ikke om det er min personlighed eller det er mine sygdomme der gør det.

Fra det øjeblik vi tråtte ind i vores lejlighed, har jeg ike kunne tænke på andet end at der er så meget der ikke er perfekt endnu. Alt det der var ok, inden vi tog afsted, er på ingen måde ok længer. Jeg kan ikke lade være med at tænke på at puderne i vores soveværelse ikke passer sammen og vi mangler også en hylde og en reol. Badeværelset er heller ikke helt færdigt, der mangel i det heltaget at blive lavet noget færdigt over det hele.

Her skal det lige siges at det gør der ikke i virkeligheden, det er kun i min virkelighed det er sådan. Det er fryketeligt at være så bevist om at det man ser og oplever ikke er virkeligt. Når jeg kigger rundt, ser jeg rod og ting der ikke er færdige. Men jeg ved det ikke er rigtigt. Jeg ved der er helt ryttet op, for det har jeg lige gjort og jeg ved der er masser af ting som er færdige. Jeg kan bare ikke se det. Det er så ubeskriveligt at se noget, som man ved ikke er virkeligt. Jeg ved ikke om jeg på nogen måde kan forklare hvordan det føles. Jeg kan kun sige at det måske ville være det sammen som, hvis I viste at himmelen er rød men kunne kan se den er blå. Det pisser mig så meget af. Lige nu når jeg kigger mig omkring, ser jeg at der ligger ting og flyder over det hele, jeg ser et halvt færdigt soveværelse, et halvt færdigt badeværelse og en halv færdig stue og køkken. Det er det jeg ser, men jeg ved det ikke er rigtigt, for vi var færdige med køkkenet inden vi tog på ferie. Og det er småting som at få den sidste reoel op i soveværelset og fundet ud af hvordan tingene skal stå i stuen der mangler. Jeg kan bare ikke se det lige nu, fordi min hjeren kun kan havde fokus på alt det, der ikke er som jeg vil havde det, nemligt perfekt.

Ikke at kunne stole på ens hjerne, er ikke rat overhoved. Slet ikke når man ved det og ved hvorfor man gør det. Derfor har jeg besluttet at jeg giver mig selv den opgave at jeg inden mandag aften skal havde gjort de tre ting der står mellem mig og virkelighden lige nu. Jeg har besluttet at jeg vil ignorere det jeg ser, forsøge at flytte mit fokus hen på de ting, som faktisk er nogen ting jeg gerne vil, men som jeg ikke tør. Jeg kender heldigvis mig selv efterhånden og ved hvorfor min hjerne begynder at fokusere på ting, der ikke er virkelige, for at slippe for at forholde sig til den virkelige verden. Det er i bund og grund en forsvarsmekamisme, en beskytelses metode.

Her er vi er igen tilbage til bevisthed. Hvis man bliver/er bevist om de ting man gør eller ikke gør, kan man også gøre noget ved dem. Jeg lære heletiden nye ting for at få et beder liv. Der er mange ting som ikke har virket, men der er så snadelig også en masse ting som har. Det er jo en af grundene til jeg har lavet denne blog, for at dele mine erfaringer, så der måske er nogen derude som ikke behøver gå den helt så snoet vej som mig.

Jeg kæmper mere med denne ” min virkelighed ” end jeg nogen sinde har fortalt til nogen. Jeg er faktisk bange for at sige det højt, fordi jeg er så bange for at blive indlagt igen. Men det er ikke altid let at skulle gå rundt i en verden, hvor men aldrig kan være helt sikke på, det man ser og oplever er rigtigt. Jeg kan godt forstå, hvis der er nogen der syndes jeg er meget mærkelig, for jeg oplever jo ikke verden som alle andre. Måske er det derfor jeg sige og gør ting som få andre mennesker til at kigge helt vild mærkeligt på mig. Eller måske er jeg den eneste der ser virkeligheden, hvem ved : )

FBBS