Livet er kort

Jeg ved ikke om der er nogen af jer som har prøvet det. Men i forgårs lukkede jeg min mail op som jeg gør hver morgen. Jeg havde fået den mest surrealistiske mail. Jeg måtte læse den 5 gange før jeg forstod hvad det var jeg læste. Til at starte med troede jeg det var en syg joke. Det var en mail fra min underviser (vi har efterårsferie i denne uge) som fortalte at der var en fra mit forfatter/skrivekursus der var død. Selv nu hvor der er gået et par dage kan jeg stadig ikke rigtig tro på det. Jeg har kun kendt dette menneske i 4 uger men det er så mærkeligt. Der løber koldt vand i min mave hver gang jeg kommer til at tænke på det. Jeg føler så meget med familien og især datteren, for hun er lige så gammel som jeg var da jeg mistede min far. Jeg ved hvordan det er at få revet et menneske man elsker brutalt ud af ens liv.

Dette var et menneske som endelig havde samlet mod nok sammen til at kaste sig ud i en drøm om at skrive og som efter min mening var utrolig dygtig. Det giver virkelig stof til eftertanke. Vi ved bare ikke hvornår vi skal fra denne jord og det er vigtigt at leve mens man er her.

Min angst for mit eget projekt bliver sat lidt i relief og det understrejer i den grad for mig at jeg ikke kan blive ved med at bruge tid på at være bange. Hvilket jeg de sidste par uger har arbejdet rigtig meget med og jeg synes jeg er blevet meget bedre venner med min angst. Jeg har fundet en ny tro på mig selv og det gør det meget sværere for tvivlen at få fat i mig. At jeg er begyndt at skrive med en jeg-fortæller har også rykket ved min skrivning. Jeg har fundet en glæde ved at sidde og arbejde med den samme tekst igen og igen. Jeg ser det ikke som et nederlag, men som en del af min udvikling og så er det bare blevet sjovt at skrive, lege med ord.

Fie bjørnholt