I mandags stod jeg nede i Netto og ventede på det blev min tur til at betale og lige med et begyndte jeg at svede voldsomt og mit hjerte begyndte at banke mindst lige så voldsomt. Min venstre arm blev følelsesløs og det begynde at sortne for mine øjne. Først blev jeg vildt bange, for jeg viste ikke hvad der skete med mig, indtil det gik op for mig at jeg var midt i et angstanfald. Jeg har ikke haft sådan et i meget, meget lang tid og jeg havde helt glemt hvad det var. Det var nok derfor det lige tog lidt tid, inden jeg blev bevist om hvad der skete. Jeg fik samling på mig selv. Jeg kunne jo ikke stå der i Netto og gå fra hinanden. Jeg fik betalt og pakket mine varer og på en eller anden måde sat det ene ben foran det andet og kom hjem i sikkerhed. I må ikke spørge mig om hvordan jeg gjorde det, jeg gjorde det bare.
Det var først da jeg kom hjem at jeg blev rigtig bange, for jeg har det faktisk rigtig godt lige nu. Jeg spiser rigtigt og jeg får trænet, så grunden til anfaldet ligger ikke der. I går morges fik jeg så et til lige efter vækkeuret ringede. hvilket gjorde mig endnu mere bange. Det blev en kamp at komme ud af døren, men det skulle jeg for jeg skulle til begravelse i Kalundborg. Hele dagen kunne jeg ikke rigtig tænke på andet end, om jeg nu bliver syg igen. Bliver jeg nu syg igen? Efter begravelsen, som var meget smuk, ventede der en lang køretur tilbage til københavn. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg havde fået pisket en stemning op indeni mig selv og den var ikke til at styre længere. Jeg måtte have hjælp og satte mig til rette i bilen og ringede op til min livline og fik fældet et par tårer.
Jeg tror det handler om, at jeg er meget tæt på målet. Det går rigtig godt med min bog og der er ved at komme gang i mine foredrag og jeg er helt oppe på at have 49 faste læsere her på bloggen. Oven i det har jeg det godt. Lige nu er jeg så bange for at der sker noget dårligt, fordi jeg har så svært ved at tro på jeg fortjener at have det godt. Min livline spurgte mig direkte: “Fie, tror du på at du fortjener at have det godt?” alt i mig skreg: “Neeeeej, det gør jeg ikke.” Det er noget jeg bliver nødt til at tage fat i en gang for alle. Denne mangel på at tro at jeg godt må have det godt. Jeg tror at det er et stort skridt frem, at jeg har accepteret denne mangel. Alt i alt har jeg inden for de sidste 24 timer taget to store skridt frem, og det er helt sikket mindst et skridt frem i den rigtige retning. Når vi altså snakker to skridt frem og et tilbage.
Fie bjørnholt.
Der kan du se, hvor farligt der er at gå i Netto 😉
Nå, men seriøst: jeg tror du skal dele det her op i to dele. Den ene er angstanfaldet. Det er en del af din sygdom, og du skal enten lære at leve med dem eller lære at styre dem eller finde hjælp til at gøre noget ved dem.
Men angstanfaldene har ikke noget at gøre med at have svært ved at tro på dig selv eller at tvivle på, om du fortjener at have det godt. Den tvivl har vi allesamme, også selvom vi er helt “normale”. Faktisk vil jeg mene, at man ikke er normal, hvis man IKKE har den tvivl i sit sind.
Det tog mig omkring ti år af min ungdom at blive tryg ved, at det gik mig godt. Og det begyndte først at gå rigtig godt, da jeg holdt op me at være bange for, at det skulle holde op med at gå godt.
Så tag det med ro. Du kommer fra et skyggeland og du er på vej ind i lyset. Du skal vænne dig til det. Bliv ved med at arbejde, bliv ved med at tænke og bliv ved med at føle. Og find en måde at få de tre ting til at gå op i en højere enhed.
Det arbejde bliver du aldrig færdig med. Jeg er i hvert fald ikke blevet det.