Efter fire dage kom min mand hjem og sagde nu er det nok, tøj på og så går vi en tur. Jeg var vildt sur på ham, for han havde tidligere på dagen ringet hjem og sagt han syndes jeg skulle løbe en tur, for det fik jeg det jo altid bedre af. Jeg tænkte bare; Han fatter slet ikke hvor dårligt jeg har det, han fatter slet ikke alvoren i det her, alt er ved at gå helt galt, kunne han ikke se det.
Så det var stortudende og rasende jeg fik kæmpet mig ned i et par joggingbukser. Jeg prøvede virkelig at skubbe ham væk, sagde meget grimme ting til ham, for at få ham til at lade mig være i fred. Jeg forsøgte mig også med, jeg jo ikke havde været i bad i tre dage, så jeg kunne ikke gå ud i offentligheden.
Min mand var meget rolig og ventede tålmodigt på jeg var færdig med alle mine undskyldninger for ikke at skulle gå ud. Jeg viste godt jeg havde tabt kampen på forhånd, men det forhindrede mig ikke i at prøve. For han havde slæbt mig hele vejen ud skrigende og sparkende hvis det var det der skulle til.
Lige her er min mand bare fantastisk og jeg ved ikke hvordan han kan blive ved med at finde kræfter til at overskue mine nedture, men det gør han. Han giver mig også den tid jeg har brug for og det var først efter vi havde snakket om hans dag og andre småting, han spurgte hvad det var der skete med mig lige nu.
Jeg var helt ærlig og fortalte det som det var. Jeg ikke kunne tro på det gode, jeg var bange for mit nuværende tilbagefald kunne være permanent, jeg var træt af at kæmpe, jeg ikke kunne tro jeg var god til at skrive. At jeg havde regnet med mit skriveri skulle havde været noget jeg bare havde kunnet nusse rundt med de næste mange år uden rigtigt at gøre noget ved det. Han var forståelsen selv, hvilket er helt vildt irriterende, og rummede al min tvivl.
Næste dag fik jeg hjertehealing af min soul-sister, hun fik vendt det hele og inden vores samtale var slut sad jeg foran computeren og var klar til at give det hele et forsøg til.
Konklusionen på alt det her er; Det er meget svært at tro på det gode, tro på man kan have det godt, også i mere end to dage ad gangen. At det er utroligt svært at finde sikkerhed i de gode følelser fordi de er så uvante. Derfor handler det om at få så mange gode oplevelser med gode følelser, som man kan, så man kan lære at de ikke er farlige. Derfor vælger jeg nu at holde fast i troen på at alt bliver godt. At jeg nok skal lære de gode følelser så godt at kende, at jeg kommer til at føle mig sikker i dem og ikke bliver ved med at søge tilbage til det, der er vant og sikkert for mig nu. Der er håb forude, bare jeg ikke giver op!
FBBS
